Kategoriarkiv: Onsdagstekst

20. afsnit

”Vil du hjælpe mig med at lave en indkøbsliste,” spurgte min kæreste mig i morges.
Det ville jeg gerne:
”Jeg vil gerne have noget af det der gode brød. Og ost.”
”Ok,” svarede han. ”Hvad skal det være for en ost?”
”Det skal være en hyundai-ost,” svarede jeg. Og så skrev han det på listen og cyklede ned i Rema og købte den havarti, jeg havde bedt om.
Vi kom til at grine af det, da jeg kaldte en flødebolle for en kokosfrikadelle forleden, og der er ord, der har været så mærkelige, at jeg har skrevet dem ned. Jeg har for eksempel en note, hvor der står: Vil du lægge legotræet … nej, bostontæppet … nej, sengetæppet sammen?
Og en anden, hvor der står: Jeg har lyst til hvidt brød med dentalplanet.
Der tog det lidt længere tid for min kæreste at regne ud, at jeg mente rabarberkompot.
Det er ikke sjovt at have kognitive problemer, at føle sig dum, at være bange for at møde nye mennesker, fordi det jo ikke er sikkert, at de lige ved, hvad hyundai-ost er. Men når jeg alligevel griner af det, betyder det, at jeg har overskud i hovedet. Det er det, jeg skriver i min dagbog i dag:

Kære Dagbog
Jeg griner af mig selv.
Det skal nok gå!
Hilsen Anne

19. afsnit

Udsigten fra mit skrivebord er grim i dag. Græsplænen derude har fået den årlige gule round-up-kant, og min hjerne formulerer det ene rasende brev efter det andet til boligforeningen. Det bliver aldrig til mere end det. Folk lufter deres hunde i travlhed, så der er ingen tid til at snuse, kun tid til at blive trukket i. En kvinde i løbetøj har en lille langhåret hund hængende vandret i luften efter sig, og Vrede ser træt og beskidt ud. Alt er lidt træls på skrivebordssiden af huset.
Så jeg sidder i sofaen i stuen og kigger ud. Her er der gråvejr og håndværkere på taget overfor. Men der er også bonderoser i haven, der er en solsikke på vej, og jeg har lige afleveret en tekst*, som nogen havde bedt mig skrive. Den har hængt over mig sammen med det sære, sorte humør, der fulgte med udgivelsen af novellesamlingen. Men nu, hvor teksten er sendt af sted, kan jeg mærke, at det ikke kun var en god opgave at få, det var også virkelig godt for mig at skrive den. Jeg føler mig helt let og tænker på alt det, jeg skal nu. Læse flere bøger — det går ret godt med boglæsningen. Jeg skal forsøge at skrive videre på romanen i ringbindet — her er endnu en ting, der skriver sig selv i min hjerne, men som sidder som forstoppelse i mine skrivefingre. Så nu forsøger jeg at skrive mig varm med endnu et blogindlæg, der ikke handler om ret meget, men som alligevel har et spinkelt formål, hvis jeg kigger grundigt efter.

*Jeg skal nok sige mere om den lille opgave, når det bliver aktuelt.

18. afsnit

Jeg har lige klippet kanter i haven. Det er, som om kantgræsset vokser dobbelt så hurtigt som det andet græs. Nu drikker jeg kaffe og skriver, mens jeg forsøger at fange brudstykker af samtalen mellem håndværkerne, der lægger nyt tag på husene på den anden side af legepladsen.
For et øjeblik siden slog klokken tolv i deres radio. Lyden gav mig lyst til kogte kartofler og tyk brun sovs, og jeg forestillede mig, at den, altså lyden, kom fra en gammel transistorradio, ligesom den min bedstemor havde i køkkenet. Det gjorde den nok ikke, men jeg er så hurtig til at falde tilbage til fortiden for tiden. Det får mig til at føle mig ældgammel, men til min overraskelse trives jeg med det. Ligesom jeg trives med den samtale, min kæreste og jeg har hver morgen.
Han står op før mig, og jeg siger: ”Hvis du møder en forvirret kop kaffe nede i køkkenet, så send den lige op til mig. Vi har en aftale.” Han kommer op med kaffen, og han peger næsten altid med begejstring på det motiv, der er på dagens morgenkop. Måske er det hjerterne. Eller katten. Så siger han noget i retning af: ”Jeg mødte den her. Er det en, du kender?”
Det var absolut ikke den slags, fortids-Anne så i sin fremtid. Der var helt sikkert mindre morgenhår og mere cafébrunch. Men jeg trives med trygheden og forudsigeligheden og den efterhånden meget lille vennekreds, og de små kaffebesøg og telefonsamtalerne med Marianne og mailpennevennerne. Jeg har fortidsstof og -spænding nok til at fylde en meget lang fremtid, og jeg tror, at der har været så meget rastløshed og usikkerhed, at jeg også uden sygdommen havde haft brug for et liv nu, der handler en hel del om at sidde på varme terrassefliser og glo på ting, der gror.
Håndværkerne på taget er usædvanligt stille i dag. Jeg hørte en af dem sige noget om tudekiks, men de har ikke sunget med på Rihanna-sange og smalltalket som de plejer. Til gengæld råber Vrede et sted derude, men jeg kan ikke se ham i dag.

17. afsnit

Trætheden bekymrer mig. Den plejer ikke at være så ekstrem på denne tid af året. Er det sygdommen, der har udviklet sig og overtaget endnu et stykke af mig? I går gik jeg i seng midt på dagen og kom ikke ud af den igen før i morges. Det ligner mig ikke. Jeg sov ikke hele tiden, kun et par timer, resten af tiden læste jeg. Det er det gode, det, der tager lidt af bekymringerne, for jeg læser, og så er det ikke helt slemt. Jeg læser ”Et lille liv”. Før den læste jeg ”Hvor der er fugle.” Før den læste jeg ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”. Før den læste jeg ”Transfervindue”. Før den læste jeg ”Der bor hollywoodstjerner på vejen”. Bøgerne er det gode, for hvis jeg kan læse, er det ikke helt galt. Det er ikke vinter allerede.
Jeg minder mig selv om, hvor udmattet jeg kan blive af nervøsitet. Jeg minder mig selv om, hvor nervøs jeg har været den seneste tid. Jeg lå vågen, da jeg afleverede en kronik til Politiken, fordi jeg var overbevist om, at jeg ville få den retur med besked om, at den var elendig. Jeg lå vågen og spekulerede over, om jeg overhovedet skulle lade novellesamlingen blive udgivet, om jeg ville blive til grin. Jeg ligger vågen og tænker på, om jeg når det hele: Alt det jeg så gerne vil skrive, inden det bliver vinter igen. Jeg tænker over, hvor lang min næste vinter bliver. Kan jeg nå det hele? Jeg tænker over, om jeg er i gang med at skrive mig selv trist, og jeg kigger ud — det gør jeg lige nu — og hækken er så grøn. Og duen sover ude på kanten af havespanden, og det føles godt, at haven er tryg nok til, at den nervøse due tør flade sin store krop helt ud på den smalle, lave spandkant og bare sove. Om 200 sider er jeg færdig med ”Et lille liv”, og jeg skal skrive. Og luge lidt. Og vælge næste bog, der skal læses. Og nervøsiteten bliver ikke ved med at være der. Den forsvinder altid igen. Så forsvinder trætheden også.

15. afsnit

Planen var at dokumentere foråret og sommeren og så meget af efteråret, jeg kunne. Planen var at beskrive lige nu, hvor jeg er gået fra at have fået en sygdom til at skulle leve med en sygdom resten af mit liv. Det skulle være små hverdagsting, og det skulle være større ting som novellesamlingen og den slags. Jeg skulle skrive, når jeg var frisk, og jeg skulle skrive, når jeg var træt, og jeg skulle især øve mig i at lade være med at undskylde, når det blev for småtingsagtigt og kedeligt. For det skulle handle om det, der betød noget i det øjeblik, jeg skrev det. Og nu skriver jeg om det i datid, som om jeg har opgivet. Men det har jeg ikke. Jeg er bare så træt i disse dage, og der er trods alt grænser for, hvor meget jeg kan fortælle om Vredes ture til købmanden og om solsorten, der endte med at blive så træt af skaden, at den opgav reden. Hvem gider at høre om det, tænker jeg, Men det tror jeg måske, jeg selv gør engang ude i fremtiden. Så selvom trætheden får mig til at tale baglæns, vil jeg gøre mit bedste for at skrive forlæns.
I morgen udkommer novellesamlingen, og måske er det nervøsitet, der har væltet mit vågenhedssystem og sat mine ben i cement. Nu må vi se.

12. afsnit

Jeg kiggede ud af vinduet i det øjeblik, katten endelig blev lukket ind i spøgelseshuset overfor. Måske er det hus ikke så spøgelses alligevel. Bagefter kom Vrede gående med to tomme øldåser, som han forsøgte at gemme under sin jakke. Nogle dage er han private Vrede, der ikke vil blande resten af verden ind i sine sager. Andre dage er han Råbevrede, som har et pistolbælte fra BR på og et fem meter langt sammenrullet tæppe på skulderen. I dag var han private Vrede, som forsøgte at gemme sine øldåser.

Til frokost fik vi besøg af min far og hans kone, Karin. De kalder sig Farin, når de underskriver fødselsdagskort og den slags. I dag underskrev de ikke noget, men var far og Karin, der spiste asparges og laks og mozzarella sammen med os. Min far roste vores valg af rugbrød, og det er noget helt specielt at få ros af min far. Især når det gælder bagværk, for han var engang bagermesterens lærling og ikke mindst bagermesterens søn. Rugbrødet var fra Rema 1000 og uden kerner, for dem kan min mave ikke lide.

Bagefter drak vi kaffe i haven, som var helt fyldt med sommer. Altså haven, ikke kaffen, som til gengæld manglede smag. Den var vist blevet for gammel. Vi drak instant i stedet. Den når aldrig at blive for gammel. Solen væltede ned over os, og et par huse længere henne afhøvlede de gulve til den helt store lydmedalje.

Farin kørte igen, og vi stod på fortrappen og vinkede. Hunden vinkede ikke, men den ville sikkert, hvis den kunne.

Senere fandt jeg ud af, at trykkeriet ikke kan finde mine bøger, altså novellesamlingen. Jeg skulle ellers have haft et eksemplar i hånden i dag, og den udkommer i næste uge. Men sådan er der jo så meget. Om lidt skal jeg samle mine skuffede mundvige op og minde mig selv om, at det har været en virkelig fin dag. Katten kom endelig ind, Vrede var rolig, og vi spiste frokost med Farin, som kommer igen allerede på søndag.
De finder nok bøgerne i morgen.

Syvende afsnit

Jeg har siddet på første sal og kigget ned i haven de seneste dage. Det er den slags havevejr, det har været. Roserne ser triste ud på den afstand, men det er nok, fordi jeg ikke kan se alle spirerne, der er på vej. Til gengæld lyser tulipanerne, og jeg undertrykker trangen til at gå ned og plukke dem. De vil helst sidde fast i jorden, tror jeg,
Ham med hunden var derude, sidst jeg kiggede. Han råber så voldsomt af den, at jeg ind imellem har troet, at apokalypsen har slået sig ned lige uden for mit hus. Jeg får altid ondt i maven over det, men hunden virker helt ligeglad. Denne gang lod han den løbe frit rundt på legepladsen, mens han samlede en stor sten op, som han kastede efter duen, der sad oppe på tagryggen og slappede af. Han kaldte hunden til sig, og så gik han hjem og skrev grimme ting til folk fra sin falske facebookprofil. Sådan må det næsten være.
Nu kigger jeg ned i min computer i stedet for at kigge ud. Jeg skriver om tulipaner og sure mænd, fordi det føles godt at skrive, og jeg tænker ikke så meget på, hvor interessant eller uinteressant det egentlig er for andre. Jeg burde skrive om novellesamlingen, der snart udkommer. Den er trykt nu, og jeg får snart et eksemplar i hånden. Jeg burde fortælle en hel masse om den, men lige nu har jeg lyst til at lade, som om den ikke findes. Jeg burde være bange for, at der ikke er nogen, der læser den. Men jeg er mere bange for, at der rent faktisk er nogen, der gør det, altså læser den. Min uduelighed burde være en sag mellem mig og mig.
Så jeg drikker kaffe, trykker på bogstaver og kigger alligevel lidt ud på katten, der forsøger at blive lukket ind i spøgelseshuset overfor.

Det var i Luton #11

Det var ikke kun personalet på hotellet, jeg skulle lære at kende. Det var også bistroens stamkunder. Den første, jeg mødte, var Chris. Jamen, han var jo nærmest den venligste mand, jeg nogensinde havde mødt. Han spurgte og interesserede sig og ville vide, om jeg nogensinde havde været på en rigtig engelsk country pub. Det havde jeg ikke. Nå, men så skulle han da godt nok lige sørge for at vise mig sådan en. Ej, hvor er han bare flink, sagde jeg til de andre. Og de sagde, at jeg skulle holde mig langt væk. Chris kom næsten på alle hverdage. Nogle gange kom han også i weekenderne. Så havde han måske sin kone med. Sådan en mild type, der så ud, som om hun kunne gå i stykker hvert øjeblik. Eller han havde en af de andre damer med og kom bare lige ned for at vise hende frem, inden de gik op på et værelse.
En anden stamkunde var Barry. Han var travel agent og havde kontor lige på den anden side af torvet. Barry gik i blanke sko, og når han havde strømper på, var de helt tynde og gennemsigtige som nylonstrømper. Han gik i skridtstramme jeans, som var trukket så langt op, at man ikke var i tvivl om, at han var indehaver af et sæt røvballer. Han havde ikke ret meget hår, men det, der var, var redt grundigt tilbage, og så var Barry brun som en lædertaske. Barry rejste meget, og han elskede solen. Det bedste han vidste var at finde en privat strand, hvor han kunne smøre sig ind i madolie og solbade nøgen. Jeg var vild med Barry. Han var ikke ukompliceret, og han kunne også have dårlige dage. Men de dage, hvor der var så stille, at jeg kunne stå og snakke med Barry hele vejen igennem hans pint, var nogle af de bedste dage. Han fortalte farveladefarvede historier om rejserne og mændene i hans liv. Jeg betalte tilbage med sladder fra hotellet. Åh, Barry.
De andre stamkunder blegnede i forhold til Barry, men jeg husker stadig ”can you please turn off the fan, I’m cold”-manden. Og det ækle, nedladende ægtepar, der brugte flere timer på at fedte hver sin øl til, mens de smed peanuts i munden eller på gulvet, alt efter hvor godt de sigtede. De var Janets venner. Selvfølgeligt var de Janets venner.

Det var i Luton #10

Der kom besked fra Mrs Etellerandet om, at jeg skulle på hygiejnekursus. Det var en halv arbejdsdag i et af de fine mødelokaler, og der var te og de der engelske småkager, de kalder kiks. Mrs Etellerandet var meget imponeret over, at jeg klarede den afsluttende test bedre end englænderne. Og jeg var da selv ret overrasket over mine veludviklede hygiejneevner, så jeg var glad og stolt, da jeg mødte i bistroen lige efter testen. Diana sagde, at der var et arrangement for dem, der havde været til hygiejnedag. Det havde der også været dagen før. Der er vin og snacks med de andre inde på pubben. Gå derind, sagde hun. Så det gjorde jeg, og der ved baren stod Janet og Julia. Jeg stillede mig hen til dem. Hang bag dem som en tom rygsæk. Jeg kunne egentlig godt fornemme, at der var noget, der var forkert.
De vendte sig om på én gang og kiggede på mig med døde ansigter. ”Gider du godt lige at gå ind og hjælpe Diana,” sagde Janet. Jeg svarede ok, og så gik jeg ind til Diana og sagde, at jeg havde ondt i maven, og jeg troede, jeg skulle kaste op. Så må du hellere gå op på værelset, sagde hun. Og så gjorde jeg det. Jeg gik op på værelset og tudede og tudede og tudede. Og var gal og rasende på mig selv over, at jeg ikke kunne regne reglerne ud. Over at jeg havde gjort mig selv til grin. Det er fjollet, men det er blevet deres døde ansigter, der hænger foran mine øjne, hver gang jeg føler, at jeg dummer mig nu. Det er 100 år siden, og deres ansigter og følelsen af at være en idiot, der ikke har fattet en skid, er noget, jeg kan finde frem hurtigere end lyden af et johnknips.
Nå, men efter et par timer i en selvmedlidenhedsformet fosterstilling gik jeg tilbage til bistroen. Janet stod der og smilede til mig. Døde øjne og en mund, der vendte opad. Diana spurgte, om jeg havde det bedre. ”I’m fine, thank you,” svarede jeg.

Døden er ikke min stil

Jeg læste om en kvinde med sklerose. Hun begik selvmord, fordi hun ikke kunne holde ud at være til besvær. Hun følte sig som en byrde. Jeg kom til at tænke på dengang, jeg blev så sur på min mor, at jeg ville straffe hende ved at dræbe mig selv. Jeg lå på ryggen på min skibsbriks, det var meget højtideligt. Medlemmerne fra Duran Duran kiggede på mig fra deres skrå placering på væggen. Simon Le Bon ville være den sidste, jeg så i mit urimelighedsfyldte liv. Jeg tog mine hænder op til halsen og begyndte at trykke. Jeg blev lidt svimmel. Så blev det besværligt, og jeg gad alligevel ikke at dø.
Jeg gav egentlig ikke op, for det var aldrig min mening at dø. Jeg var bare sur over, at jeg skulle cykle hjem fra halfesten allerede klokken 23, når alle de andre måtte blive der, til den sluttede.
Jeg gider ikke at dø. Min egen død er ikke noget, jeg længes efter.

Når de taler om aktiv dødshjælp, rykker det mig i hjernen på en ubehagelig måde. Som om, der er nogen, der trækker hårdt i den. Jeg har ellers altid været tilhænger af det, altså aktiv dødshjælp, for hvorfor skal man lide sig selv ihjel?! Hvorfor skal man nå det punkt, hvor man ikke kan mere, men man er nødt til at holde ud, til man dør af det, selv om alt, der minder den mindste smule om livskvalitet, er væk?

Men nu taler de hele tiden om byrder. De arbejdsløse. De syge. De gamle. De dovne. De besværlige. De dyre. Og det trykker på min paranoiaprik. Hvornår skal man vælge at dø? Når det bliver for ulideligt? Eller når man bliver for ulidelig? Vil fremtidens sagsbehandlerne instrueres til at sige : ”Det er selvfølgeligt dig selv, der bestemmer, men ifølge dette excel-ark er du en byrde for samfundet. Kan du leve med det?”
Det er meget dystopisk, og det er slet ikke sådan, det er. Aktiv dødshjælp er ikke engang tilladt i Danmark. Men det er sådan noget, jeg tænker på nu, når jeg forsøger at forholde mig til det.

Jeg gider ikke dø. Jeg har sklerose, men jeg er helt vild med at leve, også selv om mit liv ikke blev det, jeg oprindeligt drømte om. Jeg ændrer drømmene, så mit liv kan følge med, og det fungerer for mig. Og heldigvis er det kun mig, der bestemmer, at det er godt nok.

Men det handler ikke kun om mig og min situation. Der er så mange forskellige situationer, og jeg aner ikke noget om, hvordan det føles at være i de andre.
Det handler om, at mit tilhængeri blev fyldt med tvivl, da min situation ændrede sig. Og det er jo det, de gør, situationer. De ændrer sig.