Kategoriarkiv: Onsdagstekst

Dengang vi troede på det

Vi var altid sammen i den periode. Det var Malene fra Mejlby, Benjamin fra Sydafrika, Saha fra Iran, Allan fra Risskov og mig, vestjyde i hjertet og århusianer i hjernen. Vi levede for weekendens byture og især hverdagens byture, for de var billigere. Vi havde ting, der skulle passes i løbet af ugen, men vi var blevet eksperter i at halvpasse dem uden at være helt vågne, for det vigtigste var byturene og de venner, der fulgte med dem. Vi boede stadig hos vores forældre, og vi havde aldrig nogen penge, slet ikke penge til at tage taxaer, så vi gik hjem, når vi kunne. Jeg kan huske turen ud af en mørk Lystrupvej, det var før den fik engsø og rundkørsel. Det var en lang lige vej, og vi snakkede. Vi snakkede om byturene, det lette. Vi talte om fortiden, der for et par af os havde involveret flugt og apartheid, det tunge. Vi snakkede om kærester og mode og om, hvor gode vi egentlig selv syntes, vi var til at danse. Men vi talte ikke ret meget om fremtiden. Den hang der bare som noget, der var uundgåeligt, men også helt ufarligt.Vi vidste, den var der, vi vidste den kom, og vi vidste, den var god.
Saha var nok den mest fokuserede af os, han var vist også den klogeste. Allan ville være forretningsmand. Malene var altid meget fornuftig, og Benjamin var typen, der nok skulle klare sig uanset hvad. Jeg havde sikkert også en form for plan, men den har ikke været så vigtig, at jeg kan huske den nu. Det eneste, vi vidste med sikkerhed om fremtiden, var, at den var der, og at den var god. Det var vi slet ikke i tvivl om. Hvad var der at tvivle på? Vi boede i et land fyldt med muligheder. Vi kunne uddanne os uden at tænke på, om der var penge til det. Vi skulle ikke frygte krig. Vi kendte mottoet ”aldrig igen”, og vi troede på det, for det var det eneste, der gav mening. Der var en fremtid, og den havde plads til vores fejltagelser og ulykker og sygdomme, fordi den vidste, at vi ville møde den med vilje og lyst. Hvis vi gjorde vores bedste, ville den passe på os, og vi ville den så meget, den fremtid.
Dengang vidste vi ikke, at ”aldrig igen” var tomme ord. Vi vidste ikke, at så mange omkring os ville have fremtiden for sig selv, at de mente, at den kun var for de stærke. Vi vidste ikke, at fremtiden ville blive så trang, at der ikke ville være plads til fejltagelser og ulykker og sygdomme.
Vi hang kun sammen i en kort periode, og jeg ved kun meget lidt om, hvor de er nu: Malene, Benjamin, Saha og Allan. Men jeg er så glad for, at det var netop dem, der var i mit liv på det tidspunkt, og jeg er taknemmelig over, at vi fik en ungdom med mere håb end bekymring. Det var et privilegium, men det ser jeg først nu.

Forårsfugl er den bedste fugl

Der er knopper på forsythiaen. Om lidt folder de sig ud og bliver til gule blomster, og jeg kan se det hele. Jeg kan se igen. Det var ikke denne gang, synsnervebetændelsens skader satte sig fast. Jeg kan se igen, og jeg er så taknemmelig, at jeg glemmer, hvor surt det var, da alting var sløret. Det er nu, det er min tid, og jeg kan ikke styre det. Jeg kan se bogstaver, og jeg skriver, til min hjerne og mine øjne brænder. Jeg læser mig selv bevidstløs, og jeg køber nye bøger, selvom jeg har bunker, jeg ikke har læst endnu. Men tænk hvis verden løb tør? Jeg graver bede i haven, der skal plantes roser og lavendler, og jeg bliver ved alt for længe. Så længe, at jeg må lægge mig resten af dagen. Når det regner for meget til, at jeg kan grave, kigger jeg ud af vinduet. Jeg kigger på fuglene, jeg fodrer. Spurvene, musvitterne og blåmejserne. De flabede solsorte, der glor på mig, som om de vil slås.
”Hvor er du dum. Det er jo mig, der giver dig æbler.” Jeg siger det med babystemme.
Jeg fortalte neuropsykologen, at jeg snakker med fuglene. ”Jeg er blevet blød med alderen.”
Så blød mente hun ikke, man kunne blive af alder. Hun sagde, at det er hjerneskade på grund af sklerosen. Jeg er ligeglad. Jeg er glad for samtalerne med fuglene. De er gode til at lytte og slet ikke så kværulerende, som man skulle tro. Der er også tre skovduer. De har fået navne: Haveduen Skrumle, Haveduen Skrumle og Haveduen Skrumle. Det er det nemmeste, for jeg kan ikke kende forskel på dem.

Fuglene kommer hver dag, jeg fodrer dem, og de føler sig hjemme på terrassen. Jeg venter egentlig bare på, at de begynder at synge og sy mig en kjole, så jeg kan komme til bal på slottet. De spilder en del, så nu er der kommet en lille mus, der spiser deres rester. Skovmusen Siksak.
”Hej lille Siksak, hvor er du sød,” siger jeg med en helt lille stemme, jeg laver specielt til den. Næsten højfrekvent.
”Sikke en rund lille mavse du har.”

Foråret er mit. Jeg er blød og hjerneskadet, og jeg har alt for lange samtaler med dyr, men det er nu, jeg lever mest og bedst.

Status

*

Der står en kørestol under trappen. Manden fra kommunen spurgte, om der var mere, jeg havde brug for. ”Man kan få en dims, der gør det nemmere at skrue låget af syltede agurker.” Nej, tak. Kørestolen er mere end rigeligt. Jeg har dårlig samvittighed over, at den står der under trappen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har dårlig samvittighed, men det er nok det sædvanlige med, at jeg ikke helt føler mig berettiget. Jeg er jo ikke rigtigt syg. Jeg kan godt gå. Jeg er bare lidt træt. Lidt meget træt. Meget træt.

*

Da jeg ikke vidste, hvad jeg fejlede, var jeg bange. Jeg var bange for, at jeg skulle dø, for det føltes sådan. Følesen af død og sygdom løb igennem mig. Den prikkede i mine arme og i mine ben og i min pande, hvor den, altså følelsen, lavede et zigzagmønster, som skar forbindelsen til resten af min krop over og væltede mig på alle måder. Da jeg ikke vidste, hvad jeg fejlede, frygtede jeg, at jeg havde kræft og skulle dø. Da jeg ikke vidste, hvad jeg fejlede, skrev jeg et afskedsbrev til min søn. Da jeg ikke vidste, hvad jeg fejlede, frygtede jeg, at jeg havde fibromyalgi og skulle leve med smerter, elendighed og hånlige kommentarer om, at det ikke var en rigtig sygdom. Da jeg ikke vidste, hvad jeg fejlede, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle være bange for, men jeg var bange hele tiden.

*

Den sidder i hovedet, min sygdom, min sklerose. Som hvide pletter, der får mig til at sige ogginok, når jeg skal sige rosenkål. Som hvide pletter, der blæser et virvar af ord ud, som jeg skal forsøge at fange på det rigtige tidspunkt i den rigtige sammenhæng. Som hvide pletter, der giver mig hovedpine og øjenpine og fodsålspine og skulderpine, og som giver pludselige jag, der får mig til at tro, at jeg er blevet skudt. Som hvide pletter, der sletter vigtige glimt, jeg gerne vil huske.

*

De afsluttede mig. Altså neurologerne. Det fik jeg at vide af min læge. Hvis jeg får brug for scleroseklinikken, skal jeg have en henvisning. Og vente. Og begynde forfra. Når man er afsluttet, er man enten rask eller død. Jeg er ikke rask, og jeg tror ikke, jeg er død. Jeg burde være rasende, for ved mit sidste besøg sagde de, at jeg ville få en indkaldelse efter tre måneder. Jeg kunne ikke tåle medicinen, og den sidste slags, jeg fik, kunne jeg tåle så dårligt, at den gjorde mig mere syg end sklerosen. ”Der er kommet flere nye ting, så vi indkalder dig, og så ser vi på det,” sagde neurologen. Men i stedet afsluttede de mig, og jeg burde være rasende. Men jeg er lettet. Jeg føler mig mindre syg, når jeg ikke er på sygehuset hele tiden. Jeg føler mig mindre syg, når jeg ikke skal sluge piller, give mig selv indsprøjtninger, have medicin i drop og få det elendigt af det uden det gør en skid ved min sygdom. Jeg føler mig mindre syg, men når det er mørkt, prikker tristheden over, at jeg er en af dem, medicinen ikke virker for.

*

Du må ikke have andre forventninger end nærmest ingenting, har eksperterne sagt til mig igen og igen. Du har dårlig sygdomserkendelse, siger de. Jeg skal blive bedre til at forstå alvoren. Men jeg forstår den, det gør jeg. Jeg forstår også, at det mig, der skal leve med sygdommen. Og jeg forstår ikke, at det er så forkert at drømme om og håbe på mere end den grå planche, de klasker op på tavlen. Jeg har sørget og grædt så meget og så længe over alt det, jeg alligevel ikke skulle og over alt det, jeg ikke kan. Nu er jeg et andet sted, og de misforstår mit ”mere”. ”Mere” er ikke bjergbestigning og astrofysik. ”Mere” er små historier i worddokumenter og kladdehæfter. ”Mere” er at lave et nyt bed i haven, at styrketræne, at være forfængelig. Mit ”mere” er retten til at mene, at jeg har et dejligt liv, uden nogen kigger på mig med det der blik og tænker, at jeg nok bør få tjekket den alvorlige omgang selvbedrag så hurtigt som muligt. Jeg elsker mit liv, men må man overhovedet det, når det er et liv, andre frygter?

*

Det er svært for mig at se. Hver dag bliver kanterne visket mere ud. De andres ansigtstræk forsvinder. Jeg siger ”hej, lille ven” til en klump jord i haven, fordi jeg tror, det er en solsort. Synsnervebetændelse. Igen. Eller gamle skader fra tidligere synsnervebetændelse. Det topper lige nu, så jeg skriver med fingrene, uden øjne. Jeg insisterer på at se, men det gør ondt, og det gør allermest ondt, når jeg forsøger at kigge på små bogstaver. Problemet er bare, at det også gør allermest ondt, når jeg ikke kan kigge på bogstaver. Men det topper nu, og så bliver det snart bedre. Det er simpelthen nødt til at blive bedre.

*

Dengang jeg blev syg, var jeg bange. Men jeg skrev om det, og hver gang jeg skrev, blev jeg mindre bange. Jeg skrev og skrev, og så kom der et tidspunkt, hvor jeg blev træt af at skrive om det. Jeg nåede et punkt, hvor jeg blev min sygdom, og den er ikke noget, jeg har lyst til at være. Den er grim, ond, utilregnelig og ensom. Den er medlidenhed og dårlige råd og fordomme. Den er rollator og førtidspension. Den er bunden af samfundet. Jeg observerer de raske, som bygger et sygdomshierarki, hvor de opdeler de syge i vindere og tabere. I de seje og de klynkende. I de værdige og de uværdige. De vigtige og de ligegyldige. Og her er jeg, et sted mellem fibromyalgi og kræft. Ikke så bange for sygdommen, men bange for at møde nye mennesker, der vil viske deres første indtryk af mig ud og reducere mig til en fordom, hvis de finder ud af, hvad jeg fejler. Jeg vil ikke være en, det er synd for. Jeg vil være mig. Og nu er jeg mig, der har skrevet om sygdom igen, fordi jeg havde brug for det.

*

Det var i Luton #9

Jeg var godt i gang med at vænne mig til livet på hotellet. Jeg vidste, hvornår jeg kunne bruge badeværelserne på personalegangen, hvis jeg ikke skulle forstyrres. Jeg vidste, hvem det var, der smed deres overtissede lagner ud på gangen. Jeg så, hvem der var fuld hver aften inden sengetid. Jeg vidste, at jeg kunne banke på hos Jackie, som ikke var onde Jackie med omvendtsbrillerne fra receptionen, hvis jeg trængte til at snakke. Han var en lille franskmand, hvis venlighed kun blev matchet af Darren, der var en lille englænder. De var begge tjenere i den fine restaurant. Jeg vidste, at Paul the porter havde et crush på mig, og at han sneg sig til at snuse til mit hår, når han fik muligheden. Jeg vidste, at man ikke skulle tale til Donna om morgenen, og at man ikke skulle sige et ord til Mr Roberts, hoteldirektøren, når man serverede hans eftermiddagste. Det var ind og ud helt lydløst, og hvis man kunne snige et lille ydmygt buk ind, var det fint. Jeg vidste, at Janet ind imellem havde gode dage, og at Diana var sød, når hun gav slip på beskyttertrangen over for Bettina, som i øvrigt sagtens kunne beskytte sig selv. Jeg vidste, at Mandy Manager lugtede af tom mave ud af munden, når hun kom for tæt på, og at man godt kunne droppe tanken om ham fra cocktailbaren, for han havde været sammen med hende fra restauranten i 100 år. Jeg vidste, at man kunne blive ven med Ian fra pubben, hvis man hjalp ham med at score unge fyre. Jeg vidste, at jeg kunne leje et fjernsyn henne i centret, så der ikke var så stille, når jeg sad alene på mit værelse efter arbejdstid.

Det var i Luton #8

Folk sagde til mig, at jeg ikke skulle være ked af det der med John. Han var altid mærkelig og sur, og der var i virkeligheden ikke ret mange, han kunne lide. De fortalte, at han altid blev lidt mildere, når han havde været oppe på sit værelse og taget lidt af de piller, han åbenbart havde deroppe. Og jeg fandt ud af, at man kunne høre det på ham, når han var mildere. Så knipsede han. Knips, knips, knips. Og hvis jeg var modig og gik ud i køkkenet, dansede han og sang Madonna-sange. En dag smilede han og snakkede, og så knipsede vi begge, inden han kylede vand efter mig. Det var sådan, man blev Johns ven.

Når man var Johns ven, risikerede man, at han snuppede hovednøglen fra receptionen og fyldte ens seng med mel, mens man var på en sen vagt. Man risikerede at blive lukket inde i den store fryser, når man skulle hente is. Man risikerede at blive smurt ind i coleslaw på ryggen, så man måtte krabbe sig sidelæns ind i bistroen for at sige til Janet, at man lige skulle op og skifte skjorte. Men man risikerede også at gå forbi hans værelse og opdage at døren stod på klem, så man kunne se ham danse og synge foran spejlet. Når man var Johns ven, fik man med tiden historien om, hvordan hans familie behandlede ham som skidt, hvordan han aldrig havde troet på sig selv, og hvor svært det var at være homoseksuel midt i alt det. Når man var Johns ven, blev man glad, når John var glad.

Når jeg fortæller om John, er det ikke kun i datid, fordi det skete for mange år siden. Det er i datid, fordi John nåede et punkt, hvor han ikke længere kunne holde ud at leve. Men det var først mange år efter, jeg var rejst hjem igen.

Det var i Luton #7

Der var så mange regler. Drenge drak pints og piger drak half pints. Når piger alligevel drak pints, fordi en varm hånd på et lille glas gjorde øllen lummer, var det så utroligt usædvanligt, at dj’en, som lignede Jason Donovan, råbte om det i mikrofonen. Man skulle også skiftes til at give rounds, så når man var løbet tør for penge, skulle man ikke gå på pub med en stor flok. Man skulle passe på med at kigge forkert på de andre piger, hvis man ikke havde lyst til at slås, og det havde man aldrig. Og man skulle lære, at det var i orden at bede nærgående drenge om at piss off. Det var mærkeligt for mig med opmærksomheden fra de unge mænd og de gamle mænd. Det var ikke noget, jeg og mit kedelige hylster havde haft brug for at forholde os til før. Men i Luton sagde de, at jeg var pretty, og jeg troede, at de løj og gjorde nar. Medmindre jeg havde drukket to pints. Så grinede jeg af deres tilnærmelser. Så spurgte de, om jeg ikke ville gå med ud, og så stak jeg af gennem bagdøren ind til hotellet.

Det gik bedre med at lære folk at kende. Det var nemmere, når der var pints. Så var der kokkene fra restauranten og deres vilde historier. Der var Donna, der kunne fortælle alle rygter om de andre. Og der var Bettina, som jeg kunne slaske helt sammen af grin med i et hjørne. Når det blev for overvældende, kunne vi låse os ude på pubbens dametoilet og fnise af på dansk, mens fremmede damestemmer spurgte ”are you girls from Aberdeen” uden for døren.

Det blev sjovere og nemmere, men der var stadig folk, der hadede mig. Ian, som var pubbens manager, tilføjede ret hurtigt sig selv til den lille flok.

Det var i Luton #6

Jeg havde Bettina, som var blevet på hotellet, da Malene rejste hjem. Men selv om Bettina gjorde alt, hvad hun kunne for at gøre det nemt for mig, havde hun allerede et helt liv med kæreste og venner og arbejdstider, der ikke passede med mine, og aftenerne blev brugt på værelset alene. Så kunne jeg sidde der og græde over, at jeg ikke kunne finde ud af at være et rigtigt menneske hjemme i Danmark, og nu var det lige ved at vise sig, at jeg heller ikke kunne finde ud af det i England. Jeg savnede mine venner og min kat og mine forældre og min søster og min bedstemor, og jeg ringede hjem og savnede alt, hvad jeg kunne gennem telefonen.

Når jeg skulle ringe, skulle jeg igennem receptionen. ”Tast nul og bed om en linje”. Og jeg sagde pænt please bagefter, men alligevel sagde stemmen i den anden ende ”nej” en aften. ”Du kan ikke få en linje, for du har ikke betalt din telefonregning.” Det var Jackie i den anden ende. Jackie med omvendtsbrillerne, og hun forsøgte ikke engang at skjule sin fryd. Det var et nyt land og et nyt g, og nye mennesker der hadede mig, og nye regninger jeg ikke vidste noget om. Der var kun mig til at finde ud af det hele, og jeg fandt ud af betale regningen med min lillebitte løn, og jeg fandt ud af, at når telefonregningen var høj, kunne jeg ikke trøsteshoppe, og sådan var det bare. Jeg fandt også ud af at sortere nyrerne fra gryderetten i kantinen, og at kantinen ind imellem var bedre end værelset, for der var nogen, man kunne snakke med. For eksempel Donna. Og når man snakkede med Donna, kunne man aftale at gå ned på pubben, og nede på pubben, som hørte til hotellet, kunne man lære de andre at kende.

Det var i Luton #5

Oplæringen i bistroen var vel, som den slags oplæring altid er. Observér, prøv med hjælp, gør det alene. Jeg skulle tage ordrer fra bordene, jeg skulle passe baren, og jeg skulle tage imod roomservice-bestillinger. ”Balzac’s, how may I help you?” Jeg skulle bære mad ned til bordene, jeg skulle skænke fadøl, jeg skulle bære bakker med mad op til værelserne. Jeg husker ikke, om jeg blev god til det hurtigt, men jeg kan ikke huske, at det på noget tidspunkt var svært. Det var aldrig selve arbejdet, der var svært. Det var de andre mennesker, der var svære. Det var Julia, som hadede sit arbejde. Det var Janet, der hadede sit liv. Det var Diana, der elskede Bettina så højt, at hun troede, hun skulle nedgøre mig for at bevise det. Der var Bettina, som jeg sgu også elskede, men som jeg desværre ikke kunne arbejde sammen med hver dag. I køkkenet var der kokken John, der ligesom visse andre på hotellet havde besluttet sig for at hade mig. Så selv om det hurtigt gik fint med at håndtere gæsterne, var det altid med kvalme, jeg afleverede ordresedlerne i køkkenet. ”What is this? I can’t read this?” Jeg havde ellers øvet mig sådan i at skrive pæne bogstaver, fordi jeg ikke fra naturens hånd var velsignet med flot håndskrift. Men John hadede mine bogstaver. Især g’erne. Så dem måtte jeg lave om. Et nyt land og et nyt g. Det var meget på én gang.

Det var i Luton #4

Jeg husker desværre ikke navnet på personaledamen, der ansatte mig. Mrs Etellerandet. De andre gjorde nar ad hende, og hun var speciel. Det var hendes stemme og måden, hun talte på, tror jeg. Jeg kan ikke huske det, men jeg kan huske, at jeg sad på hendes kontor og snakkede om uniform og arbejdstider. Og hun roste min ansøgning og sagde, at mit skriftlige engelsk var bedre end englændernes. Der var aldrig nogen, der havde rost mig på den måde før.
Uniformen var for stor, men det føltes sært trygt at gå ind i en dragt, jeg ikke selv havde valgt, og som derfor ikke kunne være forkert. De andre i bistroen havde det samme på, men Julia og Janet, der var supervisors, havde dog små stramme autoritetsveste på. De havde døde ansigter, Julia og Janet. Nu skulle de oplære dansker nummer 700, som kom og skred igen, når de urimelige arbejdstider og den elendige løn blev kedeligt. Julias stemme lød altid, som om den var ved at falde af, af apati. Alle beskeder begyndte med ”do you wanna …”, og så slaskede hun en doven arm hen i retning af det, man skulle gøre. Jeg var rank og spændt og lige på randen af at dø af skræk, og jeg fandt noget mod, som jeg aldrig havde fundet i mig selv før. Hvad skulle jeg ellers gøre? “Yes, I wanna!”
Mrs Etellerandet kom ned i bistroen og sagde, at jeg ikke skulle oplæres mere den dag. Jeg skulle gå — og det skulle jeg gøre helt alene — hen til kommunekontoret og få lavet et social security card, og bagefter skulle jeg gå i banken og oprette en konto. Jeg kan huske, at det var efterår og at solen varmede mit ansigt, da jeg gik ud i Luton på egen hånd. Banken lå lige i centrum, og jeg havde øvet ”I would like to open an account” hele vejen derhen. Kommunekontoret lå gemt omme bag det hele, og der var rækker af plastikstole og mennesker bag glaslåger, som kaldte, når man skulle gå hen til dem. Det hele lykkedes, og lige der føltes det som den største bedrift i mit liv. Der havde ikke været et tidspunkt i min tilværelse, hvor jeg ikke på et eller andet niveau var i gang med at gå i stykker af usikkerhed og nervøsitet, men jeg havde lige oprettet mig selv i et helt andet land. Det havde jeg lige gjort helt alene.

Det var i Luton #3

Da jeg ankom til Luton, troede jeg, at jeg skulle tage en taxa til hotellet. Jeg havde godt nok været der før, men jeg tog vist færgen og blev hentet i London af Malene. Nu var jeg alene, og det var, som om jeg ikke havde været der før. Mens jeg forsøgte at regne ud, hvordan jeg skulle udtale Strathmore Thistle Hotel uden at dreje tungen af led på th’erne, og uden at sige stræsmår sissel, så jeg skiltet. Hotellet lå kun få meter fra stationen, så jeg bar den beige og den okseblodsfarvede det sidste stykke vej hen til de fine glasdøre. ”Hello, I am here to work.” Jeg havde øvet mig siden bussen. Det kunne også have været ”I am Anne Bredahl, and I am going to work in the bistro”, men da jeg stod der, var den korte version det eneste, jeg kunne hoste ud. Kvinden i receptionen havde store briller på. De så ud, som om hun havde taget dem omvendt på. På hendes navneskilt stod der ”Jackie”, eller måske stod der mere, men hun hed vist nok Jackie. Og lige der, da jeg famlesnakkede skoleengelsk og forsøgte at gøre mig usynlig, besluttede hun sig for, at hun ikke kunne lide mig.
Jeg var live-in-staff, og skulle bo på et værelse med rødt gulvtæppe og gardiner med lilla blomster. Der var to enkeltsenge med uhumske sengetæpper og to natborde fra 60’erne. Langs den ene væg var der et indbygget skrivebord, og på væggen overfor var der en indbygget garderobe. I hjørnet var der en håndvask, og lamperne var, så vidt jeg husker, noget henne i lysstofrørskategorien. Der var intet fjernsyn, ingen radio og badeværelse var noget jeg delte med en masse mennesker, der stadig var helt fremmede for mig.
Jeg kan slet ikke huske, hvad der ellers skete den dag, jeg ankom, men jeg forestiller mig, at nogen har vist mig kantinen, hvor der var varm mad en eller to gange om dagen, mikroovne, til de færdigretter, man endte med at købe i Tesco, fordi sammenkogte retter med nyrer hurtigt blev nejmad. Og så kunne man lave te og kaffe. Det var neskaffe og teposer uden snor, og jeg kom til at elske begge dele.