Kategoriarkiv: Ting jeg ser

Indefra min hjerne

Det var en af de gode morgener, hvor det var mig, der gik tur med hunden. Det er fjerde dag i træk, jeg har været ude, og det er stort. For det har været ret skidt på det sidste, og i mit hoved er tiden mellem septemper og nu nærmest bare forsvundet. Jeg er godt klar over, at min sygdom kun bliver værre, men hvis den bliver meget værre, end den har været den seneste tid, er der ikke rigtig noget tilbage.
Måske er det på grund af den tanke, at trætheden, der efterfulgte morgenens hundelufting, skrællede et tykt lag hud af mig og sendte mig direkte i seng. Først over sengetæppet på jeg-hviler-bare-lidt-måden og nu på under-dynen-måden. Tanken er uhyggelig. Den er dog også naturlig, og den skal have en plads, så længe den ikke får lov til tage over helt over. Men kors, hvor jeg hader at ligge her under dynen helt tyndhudet og tyktåret.

Nå, men jeg får tiden her til at gå med streame DR-programmer, jeg aldrig fik set, og i den forbindelse så jeg lige Indefra med Anders Agger — det første afsnit, der handler om Pia Höegh-Nissen, som har en tumor i hjernen. Jeg kan ikke påstå, at jeg kender alt det, hun går igennem. Jeg skal for eksempel ikke forholde mig til operationer, hospice og død. Men Pia er ret sej og ret vidunderlig og virkelig god til at sætte ord på ting, som er meget genkendelige for mig. Det er det der med hjernen, der ikke er, hvad den var. Det med evner, der forsvinder og ord, der gemmer sig lidt for godt. Det med et liv, hvor man ind i mellem har svært ved finde den, man selv synes, man er.
Så jeg vil lige anbefale og linke til programmet:
Indefra med Anders Agger — Uhelbredeligt syg

Om lidt er der frokost til mig. Jeg havde lyst til ørred og æg, så det sørger verdens bedste kæreste for, at jeg får. Ørred og æg og grædedag. I morgen bliver en helt anden slags dag.