Ulykkelig kærlighed

Engang var jeg meget ung og brugte store mængder energi på at være ulykkeligt forelsket i typer, jeg i virkeligheden burde holde mig langt fra. Nu er jeg en hel del ældre og i et trygt og godt forhold med nogen, der i den grad fortjener at blive elsket.
I dag har jeg alligevel en knude i maven af ulykkelig kærlighed. Det er bare til et hus. En smuk gammel villa, der bare lige skulle pilles lidt ved, så den blev ført tilbage til noget, der mindede om oprindelig stand. Og en have, hvor jeg mere eller mindre skulle begynde fra bunden, men der var alle muligheder for at skabe et paradis for fugle, insekter og mig selv.
I dag var vi klar til at byde, og i dag blev huset solgt til nogen, der ikke er os. Det havde været til salg i mere end 500 dage samlet, og så bliver det solgt den dag, vi vil købe det. Og vi vil jo ikke betale mere, end det er værd, selv om det er stilen derude for tiden.
Afvisningen fra den ellers noget så imødekommende ejendomsmægler var iskold.
Jeg er trist, tror ikke på, at der nogensinde kommer et hus som det, tænker at vi ligeså godt bare kan droppe det og blive i det fugtbefængte og nabolarmsplagede hus, vi bor i nu.
Mit nedadvendte næb slæber henad gulvet, når jeg går.
Om et par dage, tror jeg på det igen. Håber jeg. Det var i hvert fald sådan, det var, dengang jeg var ulykkeligt forelsket i en eller anden forkert nar hveranden uge.

Afvenling

Han hed Morten, og han var grim. Nogle syntes nok, han så helt almindelig ud, andre syntes måske ligefrem, at han var pæn. Jeg syntes, Morten var noget af det grimmeste, jeg havde set. Jeg vil ikke gå i detaljer med hans udseende, men jeg kommer altid til at tænke på lugten af leverpostej, når han en sjælden gang imellem dukker op i min stakkels hjerne.

I virkeligheden handlede det nok om, at jeg ikke brød mig om Mortens personlighed. Han var arrogant og nedladende, havde sådan et påtaget mut ansigtsudtryk, der skulle vise os, at han var vigtigere end alle andre. Morten havde slasket pagehår, og han havde en kæreste, der var så sød, at det slet ikke gav mening for mig. Hun var sådan en, jeg gerne ville have som veninde, og derfor var jeg altid venlig overfor hende. Og jeg var altid venlig overfor hendes kæreste, Morten.

Jeg prøver som udgangspunkt altid at være venlig. Uvenlighed gør ikke sure mennesker mindre sure, og uvenlighed gør i hvert fald ikke verden til et bedre sted.
Så jeg prøver at være venlig, og jeg vil sådan set også gerne blive ved med at være det. Der er bare alt for mange mennesker, der ikke kan finde ud af at modtage venlighed. De ser det som svaghed eller dumhed. Noget, der skal udnyttes.

For eksempel min nye nabo. Vores kvarter er ikke specielt venligt, og da hun flyttede ind, besluttede jeg, at jeg ville gøre alt for at få et godt forhold til hende. Så jeg var venlig, når hendes datter holdt larmende fester. Jeg var venlig, når hendes cigaretrøg bølgede ind igennem min havedør. Jeg var venlig, når hun bankede på hegnet mellem vores terrasser og råbte ”nabo, nabo” med sin gennemtrængende stemme. Jeg var venlig, når hun insisterede på at fortælle mig sin livshistorie gennem hækken. Jeg var venlig, da hun begyndte at belære mig om, hvordan jeg skulle holde min have. Jeg var venlig, da hun brokkede sig over, at min mand ikke klippede hækken på hendes side. Jeg var venlig, da jeg overhørte hende bagtale mig til en anden nabo. Jeg var venlig, indtil jeg ikke orkede at være venlig mere. Hun fik at vide, at hun skulle stoppe med at råbe af mig gennem hækken. Jeg stoppede med at hilse på hende. Jeg sendte hende endda onde øjne mindst to gange. Men venligheden sidder åbenbart dybt i mig, så nu hilser jeg igen. Mit smil er mindre nu, og hun kan fandme selv klippe sin hæk.

Nå, men tilbage til Morten. Jeg mistede kontakten til leverpostejsstanken og hans kæreste, og jeg så dem aldrig igen. En fælles bekendt mødte ham mange år efter og fortalte, at vi stadig – altså den bekendte og jeg, havde kontakt.
”Nåh, hende med patterne”, svarede Morten. ”Hun var helt vildt forelsket i mig.”

Jeg er stadig fan af venlighed, men jeg er åbenbart kommet til at skrue lidt for meget op for min egen version af den. Nu forsøger jeg at skrue ned til noget, der er civiliseret uden at være for overstrømmende.

Vildt forelsket i Morten … Helt sikkert, Slaskehår McGrimmersen.

For og imod

Jeg kan virkelig ikke lide racister. Det har jeg vist understreget flere gange. Men jeg er egentlig heller ikke så vild med mennesker, der ikke selv synes, de er den mindste smule racistiske, men så er de det alligevel i en uhyggelig grad. Der er mange af dem, og det kan være svært at sige fra, for de synes selv, at de mener det noget så godt. Men du er altså ikke en helgen, fordi du omtaler flygtninge med tuttenuttet (og nedladende) falsetstemme. Du viser bare, at du føler dig hævet over mennesker, der er ramt af nogle omstændigheder, din blanke hjerne slet ikke kan forestille sig.

Når du konstant skal fortælle, at de gode faktisk gerne må være her. Når du faktisk engang kendte en fra Tyrkiet, der var flink nok. Når du ser flygtninge som en sorthvid masse af enten gode eller dårlige (og så længe, de er flinke og flittige, er du faktisk slet ikke så meget imod, tihi), så er du ikke så vidunderlig, som du selv synes.

Flygtninge er individer. De er gode og dårlige og kloge og dumme og genier og gennemsnitlige og flittige og dovne og flinke og røvhuller og usikre og drømmere og realister og generte og frembrusende og højt uddannede og syge og helt vildt almindelige mennesker, der fortjener tryghed. Og det fortjener de også, selvom de ikke lever op til alle menneskers ide om, hvad god og velintegreret er. Det er ægte mennesker, for fanden! Og for mange af dem handler det her om liv og død. Kan du så forstå det, Inge-Lisbeth fra facebook?

Jeg kan virkelig godt lide mennesker, der råber højt og siger fra, selvom diverse politikere og andre internet-idioter allerhelst vil forbyde det. Hvis det står til dem, må Danmarks flygtningepolitik kun diskuteres af folk, der er enige med regeringen og andre populisttyper. Alle andre skal holde kæft, især kulturpersonligheder med store velbesøgte platforme. Uha, hvor skal de holde kæft. Og humanisterne. Uha, de skal også holde kæft. Faktisk ville det være godt, hvis alle bare klappede i, lod være med at uddanne sig alt for meget, lod være med at sætte sig ind i ting, lod være med at være menneskelige og forstod, at regeringen bestemmer, og de er de voksne, og vi fatter slet ikke hvad de taler om.

Hurra for dem, der siger fra. Dem, der gør det med ro og argumenter og stædighed og som ikke lader sig tryne. De mennesker elsker jeg på den måde, hvor de faktisk får mit hjerte til at banke hurtigere. De mennesker beundrer jeg, og jeg er generelt alt for kritisk og ubeundringsagtig. De mennesker er så vigtige, og jeg ville ønske, jeg magtede bare en smule af det, de kan. For jeg er selv helt nede i et primitivt frustrationshul, hvor mit eneste argument er ”rend mig i røven, idiot!”.

Litteraturrettigheder

Jeg har læst, så længe jeg kan huske. En stak bøger oven på dynen og en hel nats læsning fik mig igennem mange tankemylderbefængte nætter som barn og teenager. Når jeg løb tør for ting fra biblioteket, tog jeg noget fra mine forældres bogreol. Jeg var ligeglad med, at det var for voksent, det skulle bare sluges.
Det, der til gengæld ikke var slugbart, var dissekeringen af bøgerne i danskundervisningen. Jeg kunne læse noget, der fik mig til at føle tusind ting. Noget, der betød noget helt bestemt for mig. Og så kunne jeg få at vide, at det var forkert.
I danskundervisningen lærte jeg, at litteratur kom med en facitliste, og det gav aldrig mening for mig. Men de var de voksne, så de havde nok ret. Min løsning var at tale så lidt som muligt om bøger.

Jeg blev ved med at læse op igennem mit voksenliv. Mange omkring mig læste slet ikke skønlitteratur, så det var ikke noget, vi sådan tilfældigvis kom til at tale om. Senere mødte jeg mennesker, der læste meget og gerne ville tale om det, og i min eufori over at være i selskab med nogen, der også slugte bøger, troede jeg selv på, at jeg havde et behov for litteratursnak. Jeg blev en del af en læseklub, hvor vi læste bestemte bøger og talte om dem. Det var hyggeligt, folk var skidesøde, men det viste sig hurtigt, at der igen var facitlister. Ikke helt så skrappe som dem i dansktimerne, men stadig med en ”men hvis du mener det, har du jo ikke forstået bogen”-tilgang.

Nu har jeg langt om længe fattet det. Jeg burde have forstået det for længst, men jeg har sgu altid været lidt bagud udviklingsmæssigt.

Jeg gider ikke tale om bøger. Jeg kan godt tale om, hvad en bog får mig til at føle, men din uenighed i mine følelser og dine knastørre konklusioner må du gerne gemme til nogen, der sætter pris på dem.

Jeg gider heller ikke oplæsningsarrangementer. Læsning er en privat sag mellem mig og bogen. Det er ikke engang noget, bogens forfatter skal blande sig i.

Jeg kan sagtens forstå, at andre gider, at andre får noget ud af det. Men jeg forstår også nu, at jeg ikke er forkert, fordi det ikke er for mig.

Hvor er det dog irriterende, at jeg har været for usikker til at sige fra. Jeg burde have gjort det allerede i danskundervisningen. For god litteratur er det modsatte af facitlister. God litteratur er det modsatte af at føle sig forkert. God litteratur er et sted, hvor alting føles rigtigt.

Nu kan jeg give slip og elske bøger og kunst og musik uden at føle, at jeg skal kunne forklare, hvorfor jeg elsker det. Det er en følelse i maven. Det er frisk vind i hjernen. Det er alt, hvad der er godt, selv når det gør ondt. Det er noget af det vigtigste i verden.

Mellemrum?

Der viste sig hurtigt et mønster, da jeg blev syg. Vinteren var tung og alt for lang, men i løbet af foråret vågnede jeg og blev en nogenlunde version af mig i nogle måneder. Det er gået op for mig, at det aldrig skete sidste år eller året før. Mit forår har været væk, og det var kun vinter.
Men nu er det her pludseligt, foråret. Det virkelige og det overførte. Og jeg har så travlt med at nå det hele, for jeg er nødt til at gå ud fra, at det er et kort mellemrum, inden tungheden kommer tilbage.
Men hvad hvis det ikke er? Hvad hvis jeg i virkeligheden er kommet ud på den anden side af noget?
Mit liv er kompromiser og kontroltab og dræbende træthed, men hvad hvis det kan blive mere og bedre?

Til Anne, 13 år

Kronik fra Jyllands-Posten, 2017

Hvor mange gange skal man have at vide, at man er dum, før man tror på det? For nogle er det nok ikke ret meget mere end én gang — i hvert fald ikke, hvis man er skrøbelig og usikker. Og det er du. Du bruger det meste af tiden i skolen på at gemme dig på den bagerste plads helt nede i hjørnet, og lærerne lader dig gøre det. Du forsøger alligevel at gøre dig mere usynlig, trækker dig sammen i stolen og fylder så lidt som muligt. Du ved, det er et spørgsmål om tid, inden en af de der piger vender sig om og kalder dig dum og grim. Nogle gange er det ikke nok for dem at ydmyge dig med ord alene. Så kræver de mere. ”Vis tænder,” siger de, mens de ser så tilpas onde ud, at du ikke tør lade være. Det er ikke nok for dem, at du åbner munden. Du skal trække læberne helt ud, så de kan se dit tandkød. Alle de andre vender sig om og kigger, nogle af dem ser utilpasse ud, læreren siger ikke noget. Efter et par minutter er det overstået, men det føles som et helt liv. Med ydmygelsens dybrøde banken i kinderne kravler du tilbage i dit hjørne. Du hører ikke, hvad der bliver sagt oppe ved tavlen. Du venter bare på, at du har fri og kan cykle hjem, nedad bakken med luft i ansigtet.

Du er overbevist om, at de har ret: Du er dum. Du er god nok til at skrive og læse, god til sprog. Men det betyder ikke noget, når du er elendig til matematik og idræt og håndarbejde. Alting handler om det, du ikke kan.

Du ved godt, du er grim. Dit hår er tyndt og kort, du har mellemrum mellem tænderne, og selv om du virkelig forsøger at gøre noget ud af det, er dit tøj altid forkert. De andre piger er begyndt at ligne kvinder, men du er spinkel og ligner stadig et barn. Omklædningen efter idræt og svømning er et mareridt.

Skolen handler ikke om at lære. Den handler om ydmygelse, den handler om det, du ikke kan. Den handler om dengang, du endelig havde fundet ud af at hækle og  stolt viste læreren den færdige grydelap. ”Den er grim. Den skal hækles om,” sagde hun. Livet handler om, at du bor i en forstad, der er bygget rundt om en idrætshal, men du kan ikke engang finde ud af at gribe en bold.

Du har svært ved at falde i søvn om aftenen, du spekulerer over, hvorfor du blev født, når livet skulle være så elendigt. Du overbeviser dig selv om, at du aldrig bliver god nok. Du går ud fra, at det er sådan, resten af dit liv bliver.

Det ville være så nemt for mig at fortælle dig, at du skal sige fra, at du skal tro på dig selv, at den grydelap ikke siger noget afgørende om det, du kan, at når det kommer til stykket, er håndbold ikke vigtigt, at du ikke skal lade to piger, der ser ud, som om de har kronisk forstoppelse, ødelægge dig på den måde. Men jeg husker alt for nemt, hvordan det var at være 13-årige Anne. Jeg husker tydeligt følelsen af, at det var bedre at forblive stille, end det var at risikere, at det blev værre. I stedet fortæller jeg dig, at du skal lade være med at skamme dig. Du skammer dig især over mobningen, og du slæber den skam med helt op i voksenlivet. Du tror, at de mange gode mennesker, du heldigvis møder i dit liv, stopper med at kunne lide dig, hvis de finder ud af sandheden. At de vil se dig på samme måde, som de forstoppede piger ser dig. Men sådan er det ikke. Det ved du allerede inderst inde. Du dømmer jo heller ikke dine venner for de hemmeligheder, de ikke helt kan skjule. For de flasker, der klirrer i deres forældres poser, for de lussinger, de får derhjemme. Du føler omsorg og bekymring og tænker over, hvad du kan gøre for at få dem til at grine.

Du tror, at alle andre har det bedre end dig. Især dem der bor oppe i parcelhusene med de store flade haver. De gode huse, dem man ejer. Du tror, at du er mindre værd, fordi du bor i et boligforeningshus. Men forældrene i de gode huse bliver også skilt, deres børn får også blå mærker, og poserne fra Brugsen klirrer på samme måde som discount-poserne i dit kvarter. Murene er bare tykkere i de huse. Det opdager du senere, og så bliver du taknemmelig over, at du aldrig skulle være bange for vold og konstant uforudsigelighed i det boligforeningshus, hvor du boede med din mor og søster.

Følelsen af at være forkert kommer til at trække dig rundt i alle de forkerte retninger. Du flakser forvirret rundt i alt for mange år og forsøger at være det, du tror, alle de andre forventer: Lidt for fjollet, lidt for overfladisk, lidt for uambitiøs, alt for bange for at begå fejl. Men du er nødt til at begå fejl. Begå en hel masse fejl og bliv klogere og dygtigere og meget mere modig. Fortæl det til nogen, når du er ked af det, og bed om hjælp, når der er noget, du ikke kan finde ud af. Lad folk hjælpe dig. Sig til og fra, og lad nu være med at kysse alle de drenge, der siger, du er pæn. Du skylder dem ikke noget. Lad være med at kalde dig selv grim og dum, fordi andre gør det. Du skal være på din side.

Når jeg ser dig, får jeg lyst til at skælde dig ud, og jeg får lyst til at omfavne dig og fortælle dig, du er god nok, at der er nogen derude, der synes, du er noget værd, at der er noget, du er god til, at resten af dit liv ikke kommer til at handle om mobning og om at føle dig forkert. Du finder ud af, at situationer ikke står stille, hverken de gode eller de dårlige. Ting rykker sig, livet bevæger sig hele tiden, og nogle gange er det så forfærdeligt, at det næsten er umuligt at befinde sig i det, og andre gange er du så lykkelig, at du helt glemmer, at elendighed findes.

Hvis du kunne se mig, ville du blive ked af, hvor tynd huden i mit ansigt er blevet. Du ville blive helt dårlig over stregerne ved mine øjne og de dybe furer i panden. Du ville ærgre dig over, at jeg ikke er popstjerne eller filmstjerne eller noget andet funklende, der kan overbevise skolen og de forstoppede piger om, at de tog fejl. Men mit liv herhenne i fremtiden handler ikke længere om dem. Det handler om alt det, jeg gerne vil, og alt det jeg kan. Det handler om ben, der pludselig blev tunge og en hjerne, der langsomt bliver ædt op af invaliderende træthed, fordi dit livs plottwist er sklerose.

Hvis du kunne se mig herude i fremtiden, ville du blive overrasket over, at jeg har et barn, at jeg bor sammen med en sød og meget jysk mand, som har lovet mig hele verden (”hvis den kan være i bilen”), at jeg bor i et boligforeningshus helt uden at skamme mig, at jeg elsker mit liv, selvom der er sygdom, og det langt fra er perfekt. Hvis du kunne se mig, ville du blive overrasket over, at jeg har skrevet bøger, at de er blevet udgivet, at jeg ikke bare har gemt teksterne væk under revnen i gulvtæppet, som du plejer at gøre.

Kan du huske dengang, de forstoppede piger låste hende, der havde mistet sin mor, inde i et skur? Kan du huske, at du hjalp hende ud og sagde, at hun ikke skulle tage sig af dem? Det råd kan du ikke selv bruge. Du tager dig af dem — du tog dig af dem og deres elendige opførsel alt for længe. Og jeg bebrejder dig ikke. Du er kun et barn. Men hvis jeg kunne kravle ind i dig og din 13-årige hjerne, ville jeg styre dig i en anden retning. Du vil jo ikke være som dem. Du vil ikke være venner med dem. Du kan ikke bruge dem som en undskyldning for at opføre dig dårligt. Du skal ikke bruge tid på mennesker som dem. Du skal bruge tid på de gode, på det gode og det, der betyder noget for dig. Du skal ikke bekymre dig så meget om det, du er dårlig til, men bruge meget mere tid på det, du er god til, for folkeskolen tager fejl, når den siger, du skal kunne det hele. Du skal slippe hemmelighederne, du skal turde ønske dig mere, og du skal give dig selv lov til at være glad allerede nu.

Dansker, hvem er du?

Er du den loyale partisoldat?
Er du Glistrups ansigt pakket ind i langt lyst hår?
Er du bange for, at der bliver taget noget fra dig, hvis vi hjælper mennesker i nød?
Siger du ”Danmark for danskere” og mener, at en ægte dansker er en, der er helt ligesom dig? Samme livretter, samme traditioner, samme had?
Siger du ”vi kan jo ikke hjælpe alle”, når flygtningebørn fra dit barns eller barnebarns klasse bliver sendt væk og forsvinder?
Synes du, det er utaknemmeligt, når flygtninge i Danmark siger, at vi dræber dem langsomt med vores antiflygtningepolitik?
Synes du, at du kan lyve, som det passer dig, så længe det er til fordel for din beskidte dagsorden?

Jeg har ret til min mening, siger du. Men ondskab og afstumpethed er ikke en mening.

Bruger du udtrykket ”de fremmede” om mennesker, der har boet her i mange år?
Bruger du ordet ”bekvemmelighedsflygtninge” om mennesker, der har oplevet tortur og krig?
Peger og griner du, når nogen, der ikke ligner dig, løber for livet?

Gå efter bolden, ikke manden, siger du. Men bolden er smurt ind i lort, og den har ramt manden godt og grundigt.

Dansker, hvem vil du være?

Vil du være politikeren, der rejser sig og råber ”nu er det nok”?
Vil du vælge anstændighed frem for populisme?
Vil du være rektoren, der kæmper for sine studerende med flygtningebaggrund?
Vil du have omsorg for mennesker, der har været igennem et helvede, som du aldrig helt kan forstå, fordi du er vokset op her i sikkerhed?
Vil du sige fra, når dine omgivelser ikke er kritiske nok til at sortere racisme og fascisme fra.
Vil du sige fra, når de vælger det til?

Fremtidens historiebøger vil fortælle om os.
Om de formørkede danskere.
Men nutiden er ligeglad, så længe den får stemmer nok til næste valg.

En dag

Når jeg ligger søvnløs, indretter jeg det hus, vi ikke nåede at købe. Det holder tankemylderet væk. Sammen med rent sengetøj, og ben der for en gangs skyld ikke er urolige. Men jeg er selvfølgeligt træt, da jeg vågner. Søvnigtræt. Det er bedre end den dødstræthed, sclerosen giver mig. Søvnighed er normalt.

Min mand serverer kaffe på sengen, og jeg passer mit morgeninternet. Jeg vil helst ikke blive liggende for længe. Jeg kan, hvis jeg vil, men jeg vil ikke. Jeg går i bad og bruger mindst en halv time på at komme mig efter det. Jeg ved ikke, hvorfor det skal være så anstrengende at stå under vand og putte shampoo i håret, men det slår mig ud. Jeg kunne bare lade være, men det er blevet en ting. Jeg kan ikke holde ud at gå nedenunder ubadet og i nattøj. Tænk hvis jeg en dag kommer til at give slip og aldrig går i bad og aldrig tager rigtigt tøj på igen. Er dog ikke hårdere ramt end at mit yndlingshverdagstøj involverer et par laksefarvede joggingbukser, som egentlig var et fejlkøb, og som egentlig giver mig verdens længste røv.
Ren og langrøvet går jeg ned ad trappen. Computer og telefon under venstre arm. Højre hånd holder krampagtigt fast i gelænderet. Der er gak i balancen, og jeg er styrtet ned ad trappen tre gange. Min mand har sat en stribe sort asfalt-agtig tape på nogle af trinnene. Han er bange for, at jeg falder, mens jeg er alene hjemme. Det er jeg også.

Jeg lukker hunden ud i haven. Hvis solen er der, sætter jeg mig lidt på terrassen. ”Skal du med ind og ha’ en go’bi’”, spørger jeg efter et stykke tid, og hunden løber direkte ind til det faste go’bi’-serveringssted. Jeg finder noget morgenmad, eller også venter jeg til frokost. Det kommer an på, hvilken slags appetitdag det er. Jeg sætter mig i min røvformede plads i sofaen, læner mig ikke for meget tilbage, passer mit internet. Hunden begynder på den første af de mange lure, der skal tages i løbet af dagen.

Efter frokost tæller jeg timer. Der skal gå mindst to, inden jeg må dyrke yoga. Det siger de, og det siger min gylperefleks, når jeg står foroverbøjet. Jeg begyndte at dyrke yoga, fordi det virkede som en fremragende undskyldning for at gå i yogatøj hele dagen. Men nu er det så vigtigt for mig, at jeg helst ikke springer en dag over. Det er noget, jeg skal. I skal alle sammen noget, jeg skal aldrig. Men jeg skal det her. Mine arme er blevet stærke. Og min mave. Jeg er stolt af, at jeg gør det her for mig selv, men forsøger at lade være med at tale for meget om det. Folk gider ikke høre om mit yoga.
Jeg prøver at distancere mig lidt fra det, altså min glæde for yogaen. Nægter at sige namasté, men mumler i stedet det, jeg skal have til belønning, når jeg er færdig. Tager hænderne op til mit tredje øje og hvisker ”ostepops”.

Jeg er træt efter yoga. Det skulle give energi. Det gælder ikke for mig. Det gør mig stærk og smidig, men det gør mig træt. Måske ændrer det sig på et tidspunkt.
Jeg ser måske lidt serie, eller kigger længselsfuldt på spisebordet, hvor alt mit kreagrej har været pakket ud i flere måneder. Når jeg har ekstra overskud, snitter og trykker jeg linoleum. Jeg er vild med det, men også lidt flov. Føler mig som en af de gamle i terapistuen på plejehjemmet, hvor jeg arbejdede for mange år siden. Jeg forsøger at lade være med at tale for meget om det. Folk gider ikke høre om mit linoleumstryk.

Min mand kommer hjem fra arbejde, og han når nærmest ikke at sætte sig, inden han skal lave aftensmad. Engang var det mig, der lavede det, men jeg kan ikke både dyrke yoga og lave mad. Sclerosen siger nej. Min mand siger, det er ok. Yogaen er vigtig for mig. Jeg er bange for, at han får stress. Han er vigtig for mig.

For få måneder siden lå jeg altid i min seng klokken 19, men på det seneste har aftnerne fået lov til at være længere. Jeg går med ud på aftentur med hunden. Glad hund, solnedgang og syngende solsorte. Jeg har sko på med skumbund, så jeg ikke får alt for ondt i fødderne. Faktisk er det blevet meget bedre med de smerter, efter jeg begyndte på yoga. Måske er det et tilfælde.

På stien langs med fodboldbanen møder vi et rådyr. ”Hej lille ven”, siger jeg. Alle dyr hedder lille ven. Rådyr, hunde, fugle, edderkopper. Rådyret stopper op og glor på mig, som om jeg er idiot.
Hunden skider, og vi roser ham. ”Vil du med hjem,” siger jeg med den der taler-til-hund-stemme, og det vil han virkelig gerne.

Nu er solen gået ned. Jeg forsøger at holde til at blive siddende i sofaen. Det går ikke. ”Op i seng”, siger jeg, og hunden spæner op ad trappen. Min mand insisterer på at bære min computer og telefon op. Jeg sukker lidt, inden jeg selv skal bestige trappemonstret. Bruger armene som forben og ligner et bizart dyr. Hunden står på reposen og venter. Da jeg næsten er oppe, træder han et trin ned for at hjælpe mig det sidste stykke. Lille ven. ”Det kan ikke blive ved med at gå med den trappe”, siger min mand. Jeg ved det godt. Men der er ikke et bedre hus til os lige nu.

Jeg spørger, om der altid har været så langt ud på badeværelset. Det husker jeg at spørge om hver aften. Der er altid så langt. Mindst tre meter.
Da jeg endelig ligger under dynen, skal jeg se serie – på den måde, hvor jeg falder i søvn, inden jeg overhovedet har trykket play. Og jeg sover, lige indtil det er tilpas meget midt om natten og blevet tid til at indrette huset, vi ikke nåede at købe.

Disigerne

Du er til familiekomsammen, og det er det sædvanlige. Akavet stemning og lugten af stegt svin.
”Kaj og Jette skal jo skilles”, fortæller tante, og selskabet svarer med en passende mængde ”nå nå” og ”sikke noget”. 
”De siger, at han ikke kan holde sig fra andre damer”. 
”Hvem siger det”, spørger du. 
”Jette har heller aldrig været god til at lave mad, så man forstår da godt Kaj,” halvråber tante, mens du har helt klar udsigt til frikadellen, der bliver centrifugeret rundt i hendes mund. Du har kvalme og prikker lidt i en agurk på din tallerken. 

”Det er da synd for kaninerne, at du spiser deres mad”, siger onkel og griner højt og uægte.
”Ha ha”.
Du smiler høfligt, som du har gjort de sidste 30 gange, han har sagt nøjagtigt det samme til dig. Men du er allerede modløs, for når først hans fokus er på dig, ved du, hvad der kommer.

”Er du stadig en af de der væmligboere?” Han venter ikke på dit svar. ”De siger, at de syriske flygtninge rejser til Syrien på ferie. For mine skattepenge. Jeg sagde jo, at de bare kom for at nasse.”
Du skriger indeni, men finder alligevel ord til at spørge: ”Hvem siger det? Hvem er de?”
”Bent nede fra kiosken skrev det på fjæsbogen. Han havde hørt det fra internettet.” Onkel bruger en tone, der indikerer, at du er den dummeste i verden.
”Men” råber han, for nu kommer trumfen” det stod faktisk også i avisen forleden dag”. Han snøfter hårdt. Det har altid været hans udråbstegn. Et hårdt snøft efter han har sagt noget genialt.

Du har lyst til at flå hans lille hårde hjerne ud gennem hans opblæste næsebor, men i stedet siger du, at der er lavet en rapport, der viser, at det ikke passer. Flygtninge rejser ikke til Syrien på ferie. Det er modbevist. Du taler hurtigt og din stemme er ikke så rolig, som du håbede på. 
”Det ved de pladderhumanister ikke noget om. De snakker, som de har forstand,” siger han. Du kan mærke, at han ikke gider samtalen længere, men du er ikke færdig.

”Når du siger, at det stod i avisen forleden, mener du så det læserbrev, der var skrevet af en stærkt højreorienteret mand? Du ved godt, at der er forskel på et læserbrev og en artikel ikke? Og du ved godt, at det var helt langt ude, at avisen delte hans påstande på den måde. Der var jo ikke nogen til at kræve belæg for dem.” 

Onkel er ligesom gået ind i sig selv, og du har en mistanke om, at han tror, belæg er noget, man putter på brød. Han drejer ansigtet væk fra dig og siger ud i luften: ”Hun har også altid troet, hun var bedre end os andre.” 

Der bliver stille, og om lidt vil nogen trække dig til side og bede dig om at lade ham være, for han er faktisk en venlig og hjælpsom mand, og han mener det slet ikke på den måde. Du kigger på agurken og overvejer at spise den. Så rømmer din kusine sig og siger ”de siger, at corona ikke er værre end almindelig influenza”.