Jeg har læst, så længe jeg kan huske. En stak bøger oven på dynen og en hel nats læsning fik mig igennem mange tankemylderbefængte nætter som barn og teenager. Når jeg løb tør for ting fra biblioteket, tog jeg noget fra mine forældres bogreol. Jeg var ligeglad med, at det var for voksent, det skulle bare sluges.
Det, der til gengæld ikke var slugbart, var dissekeringen af bøgerne i danskundervisningen. Jeg kunne læse noget, der fik mig til at føle tusind ting. Noget, der betød noget helt bestemt for mig. Og så kunne jeg få at vide, at det var forkert.
I danskundervisningen lærte jeg, at litteratur kom med en facitliste, og det gav aldrig mening for mig. Men de var de voksne, så de havde nok ret. Min løsning var at tale så lidt som muligt om bøger.

Jeg blev ved med at læse op igennem mit voksenliv. Mange omkring mig læste slet ikke skønlitteratur, så det var ikke noget, vi sådan tilfældigvis kom til at tale om. Senere mødte jeg mennesker, der læste meget og gerne ville tale om det, og i min eufori over at være i selskab med nogen, der også slugte bøger, troede jeg selv på, at jeg havde et behov for litteratursnak. Jeg blev en del af en læseklub, hvor vi læste bestemte bøger og talte om dem. Det var hyggeligt, folk var skidesøde, men det viste sig hurtigt, at der igen var facitlister. Ikke helt så skrappe som dem i dansktimerne, men stadig med en ”men hvis du mener det, har du jo ikke forstået bogen”-tilgang.

Nu har jeg langt om længe fattet det. Jeg burde have forstået det for længst, men jeg har sgu altid været lidt bagud udviklingsmæssigt.

Jeg gider ikke tale om bøger. Jeg kan godt tale om, hvad en bog får mig til at føle, men din uenighed i mine følelser og dine knastørre konklusioner må du gerne gemme til nogen, der sætter pris på dem.

Jeg gider heller ikke oplæsningsarrangementer. Læsning er en privat sag mellem mig og bogen. Det er ikke engang noget, bogens forfatter skal blande sig i.

Jeg kan sagtens forstå, at andre gider, at andre får noget ud af det. Men jeg forstår også nu, at jeg ikke er forkert, fordi det ikke er for mig.

Hvor er det dog irriterende, at jeg har været for usikker til at sige fra. Jeg burde have gjort det allerede i danskundervisningen. For god litteratur er det modsatte af facitlister. God litteratur er det modsatte af at føle sig forkert. God litteratur er et sted, hvor alting føles rigtigt.

Nu kan jeg give slip og elske bøger og kunst og musik uden at føle, at jeg skal kunne forklare, hvorfor jeg elsker det. Det er en følelse i maven. Det er frisk vind i hjernen. Det er alt, hvad der er godt, selv når det gør ondt. Det er noget af det vigtigste i verden.