Kategoriarkiv: Boligforeningen

Boligforeningen #33

“Jeg blev da bekymret, da I sagde, I skulle flytte. Der var de jo lige flyttet ind oppe på sjette, dem der. Den slags vil vi ikke have for mange af her. Jamen, det har vi ikke været vant til, så jeg blev lidt ked af det, da jeg så hende med det der tørklæde på i jeres gamle lejlighed. Men jeg var jo nødt til at snakke med hende, da jeg mødte hende i opgangen. Man kan da ikke være andet bekendt. Hun var skam venlig nok, så jeg sagde, at det duftede godt inde fra hendes lejlighed. Det var sådan noget krydret mad. Hun inviterede mig ind og sagde, at der også var nok til mig. Det skulle jeg ikke nyde noget af. Jeg var selvfølgelig høflig, det er man jo. Men jeg skulle ikke spise derinde. Det ville altså være for meget.”

Boligforeningen #32

Det sker, at politiet besøger Boligforeningen. De var her, da den vrede mand med kniven gik rundt på bagsiden af huset. De var her, da de store drenge med de vilde hunde overtog boldbanen. Og de var her i går.
Her er ikke utrygt. De rødnæsede mænd med de store maver drikker deres billige øl ude på bænken. Når de er færdige, rydder de op og går hjem, og det vildeste, der kan ske efterfølgende, er et par kælne host i retning af Enlig blond kvindes altan.

I går besøgte politiet en af de usynlige familier, som man aldrig ser hverken foran eller bag huset. Det var udramatisk. De høje solbrune og velfriserede betjente fulgte den unge mand ud til bilen. Han så ud, som om han var rullet direkte fra sengen og ned i tøjet to minutter tidligere. Stemningen var rolig, da den ene betjent beskyttede den unge mands hoved mod bilens skarpe kanter, og det nærmede sig det komiske, da bildøren ikke kunne lukkes på grund af en vildfaren sikkerhedssele.
Mens den anden betjent placerede den unge mands få ejendele i bilens bagagerum, kom en målrettet ung kvinde ud fra huset. Bilnøglen i hendes hånd pegede ud mod verden som en ladt pistol. Efter hende kom to ældre mennesker. Deres skridt var tunge, men nødvendige. Det var den unge mands familie. Søster, mor, far.
Søsteren satte sig ind på forsædet, mens forældrene kravlede ind på det bagerste sæde. Faren sad i højre side, så han havde udsigt til politibilen. Hans ansigt var stort, mens håret var begyndt at forsvinde og lignede en lille ø på toppen af hovedet. Han klemte sig op ad ruden, så det buskede overskæg må have rørt glasset. Han kunne ikke komme tæt nok på. I hans blik var der ikke vrede. Der var heller ikke forvirring. Der var bekymring. Det var en far, der havde drømt om noget bedre for sin lille dreng.

Politiet besøger måske snart Boligforeningen igen. Ikke for at besøge den usynlige familie, men for at tale lidt med Musiknabo om, at man skal have nummerplader på den bil, man kører rundt i.

Boligforeningen #31

Det plejer at være på bagsiden af huset, de viser deres begejstring for hende. Enlig blond kvinde kan knapt nok stikke en fod ud på altanen, uden der står noget mand nede på stien med nakken foldet bagover i en retning, der burde være umulig.
”Nå, jeg må hellere komme hjemad,” råber de på skift, mens deres træsko gror fast i fliserne.

Denne dag befandt Enlig blond kvinde sig på forsiden af huset. Hun skulle vaske sin bil, og det kunne hun ikke klare alene, mente størstedelen af områdets mænd. Mens hun bukkede sig ned for at gøre kluden våd, sørgede de for at stille sig i en kreds om hende og bilen, så de lige kunne springe til, hvis der opstod en farlig situation. Statsministeren viste tydeligt, at han var lederen. Han gik helt hen til baljen med vand og sæbe og kiggede ned i den grundigt og længe, indtil han havde sikret sig, at blandingen var korrekt. Derefter gestikulerede han myndigt, så Enlig blond kvinde ikke var i tvivl om, hvordan man skulle køre kluden frem og tilbage på bilens tag.
Statsministerens grundige kiggen-på fik de andre mænd til at give op og gå. Bortset fra Verdens ældste mand, som i anledning af bilvaskeriet havde slæbt gangstativet i modsatte retning af sin egen bil. Han blev stående lidt endnu.

Statsministeren måtte videre, så han ikke lod Boligforeningen gå i forfald, og som ved et mirakel var Enlig blond kvinde alene derude på parkeringspladsen, mens hun i foroverbøjet stilling støvsugede bilen indvendigt. Der gik dog ikke mange sekunder, inden Statsministerens assistent havde opdaget, at den stakkels kvinde var overladt til sig selv uden supervision, så han sørgede for at læne sig opad den åbne bildør og kigge meget grundigt ind i bilen, mens hun tørrede instrumentbrættet af. Hans mund bevægede sig uafbrudt, mens hans blik tog sig et hvil på hendes bløde bagdel.
Hun så træt ud, da hun pakkede vaskegrejet sammen og låste bilen. Men i trætheden var der med sikkerhed også enorm taknemmelighed over den store hjælpsomhed, hun havde mødt. I Boligforeningen er man aldrig helt alene.

Boligforeningen #30

Hun bor helt oppe under taget i det høje hus. Deroppe, hvor hele byen er udstillet i vinduesrammerne. Hun har boet der længe sammen med sin mand. Nu er de gamle og afhængige af husets elevator, men udsigtslejligheden er stadig deres hjem.
Den lille hvidhårede kvinde hedder Ragnhild, og hun var en af de første til at ønske den yngre mand i stuelejligheden velkommen, da han flyttede ind med sin lille familie. ”Jeg håber, I bliver glade for at bo her,” sagde hun. Og han håbede, at hun en dag ville invitere ham og kæresten op i lejligheden, så de kunne se udsigten.
Men der blev længere og længere mellem møderne med Ragnhild. Til gengæld hørte han hendes stemme ofte, fordi han var nødt til at lukke hende ind, når hun ringede på dørtelefonen. Hun havde glemt nøglen, sagde hun. Senere blev det til, at hun slet ikke havde nogen nøgle. Med tiden virkede det mere og mere, som om hun knapt nok vidste, om hun overhovedet blev lukket ind ad den rigtige dør.

En dag mødte den yngre mand fra stuelejligheden Ragnhild ude på parkeringspladsen, hvor hun snakkede med en anden kvinde. ”Hej,” sagde han til hende.
”Er du fra politiet,” svarede hun ham.
Hun havde ringet til politiet, fordi fremmede mennesker ville bortføre hende fra hendes hjem. Men politiet kom ikke. I stedet for en politibil var det en taxa, der parkerede ved kantstenen foran huset. Chaufføren ventede. Ragnhild diskuterede med den anden kvinde, der viste sig at være hjemmehjælper. En anden hjemmehjælper dukkede op. Taxachaufføren åbnede døren til passagersædet og satte sig i skal-du-med-eller-hvad-position.

Den yngre mand var tilbage i sin lejlighed i stuen. Han fortalte sin kæreste om den forvirrede Ragnhild på parkeringspladsen. De kunne høre brudstykker af samtale ude fra opgangen. ”Jeg vil ikke med! Jeg tager ikke med!”
”Men det er for at hjælpe dig,” sagde hjemmehjælperen.
”Jeg vil ikke!”

Den yngre mand og hans kæreste kiggede ud af vinduet. Taxaen var kørt uden Ragnhild, som havde taget elevatoren op til udsigtslejligheden. Hjem.

Ragnhild bor stadig oppe under taget i det høje hus. Deroppe, hvor tiden snart rinder ud.

Boligforeningen #29

Hans hud lignede patineret kernelæder, som var trukket ud over et ansigt, der havde siddet på forreste række til dunkel socialrealisme. Næsen havde været brækket mere end én gang.
Hans ben var usikre, da han gik der på forsiden af huset. Men han kontrollerede dem ved at gå tilbagelænet, som om han havde en usynlig hånd i ryggen. Målrettet og måske lidt aggressiv af vane.
I venstre hånd knugede han en pose. En af de små gennemsigtige, der er gratis i supermarkedet. Gennemsigtigheden viste, at i selv den groveste socialrealisme, kan man finde plads til små potter med lyserøde blomster.

Boligforeningen #28

Hver morgen før nogen står op, tager Agnes hjemmefra. Ingen har set det ske, men da hun hver eneste dag sent op ad formiddagen bliver sat af uden for husets hoveddør, må man gå ud fra, at hun har forladt stedet på et tidspunkt.

Det er svært ikke at holde af Agnes. Bevares, man kan nemt komme til at finde det nødvendigt at gemme sig for hende, hvis man ikke har mindst 15 minutter til at høre den historie om sønnen og svigerdatteren, man allerede har hørt 21 gange før. Men alt, hvad hun gør, kommer fra et godt sted.

Derfor er det en del af beboerpligten at holde øje med, at verden behandler Agnes godt.

Hver formiddag vinker Agnes farvel til personen, der kører hende hjem. Hun er lille, det er den vinkende hånd også. Agnes står på kantstenen og lader fingrene blafre bilen væk.

En formiddag var hun ikke alene. To unge mænd trak deres store sneakers hen ad fortovet, bukserøvene forsøgte at nå ned til skoene, og faste arme holdt højtsatte caps godt fast på hovederne.

Det var dem, der ejede fortovet.

Agnes’ arme havde netop sænket sig, for fingrene havde blafret bilen væk fra hendes synsfelt.

Vinkesmilet var der stadig, da hun vendte sig om og den ene af de to unge mænd bankede sin uflytbare skulder ind i hende. Hun smilede stadig, da hun sagde hej til dem. De ignorerede hende. Hun stod lidt og kiggede efter dem. Smilende. Så gik hun ind.

Vi skal passe godt på Agnes.

Boligforeningen #27

Hun stod med maleriet i hånden, som om både hun og det var glemt af Statsministeren, da han samlede storskrald sammen.

Den var hende den unge. Den kønne med alle veninderne, som tog gruppebillede, da de breezerfnisende ventede på den taxa, der skulle køre dem til fest.

I dag var det kun hende og maleriet, der stod bag de store skraldespande.

Det var ikke et pænt maleri. Det var bare farver på et lærred. Men det var mere end affald.

Hun kiggede på det længe, og så tog hendes arme tilløb, inden hun hamrede lærredet ned i fliserne. Det flækkede. Hun rykkede i det. Hun flåede det af rammen. Hun hamrede rammen ned i fliserne. Hun trampede på den.

Bagefter stod hun der lidt og kiggede på sit værk. Uden fortrydelse. Og hun vendte sig ikke om, da hun småløb ind i huset igen.

Hun havde ikke sko på. Hun havde morgenhår. Hun havde tydeligvis besluttet, at det var lige nu, billedet skulle dø. Og det døde.

Boligforeningen #26

Hans navn er Sandalmanden. Han bevægede sig i slalom på forsiden af huset, og ved første øjekast var det svært at sige, om skylden tilhørte de røde fødder, der var i gang med at presse sig ud igennem de sorte velcro-remme. Eller om han var meget fuld.

Lyden af de løbende børn bag ham gav den usikre gang et ekstra skub i den skæve retning. Han stoppede op og kiggede på børnene. Hans røde, hævede ansigt drejede fra apati til omsorg. Han så ud, som om han havde lyst til at sige noget pænt til dem. Som om han havde lyst til at forsikre dem om, at verden også kan være et fint sted.

Børnene kiggede ikke på ham, men deres små ben førte dem automatisk i en stor bue uden om Sandalmanden.

Han stod der lidt. Alene. Svajende. Apatien var kravlet tilbage i hans ansigt, som om den aldrig havde været væk.

Boligforeningen #25

Skyerne hænger tungt over Boligforeningen for tiden.

De ulovlige hunde er væk fra det grønne område bag huset. Gyngen holder pause fra børnene, som får den til at sige en høj, klagende lyd. Og Musiknabo har trukket sine formiddage ind i lejligheden, hvor han pakker sig ind i store amerikanske soulsangerinder.

Det nye træbord med de fem stole passer sig selv derude på græsplænen. Det står alene i regnen, mens folk småløber forbi med poser fra røvdamens supermarked. Når solen en sjælden gang imellem rammer bordet, får det selskab af en mand med en guldøl. Men han drikker hurtigt.

For efteråret er kommet til Boligforeningen, og man skal lige vænne sig til det, inden man lever, som man plejer.

Boligforeningen #24

Man skal være B-menneske for at bo i Boligforeningen. Det er nemlig først efter midnat, at overbobørnene råber af den hemmelige brølemand, der bor i deres lejlighed. Det er først efter midnat, at Musiknabo har fået varmet stemmen nok op til at synge med på ”We Are The World” på den helt rigtige, skingre måde. Og det er først efter midnat, at mænd med guldøl i årerne råber århusianske serenader efter den blonde, enlige mor længere oppe i ejendommen.

Man skal være A-menneske for at bo i Boligforeningen. Det er nemlig allerede ved solopgang, at en hemmelig hævner fra en udefinerbar altan fodrer mågerne. Det er allerede ved solopgang, at Nabo til venstre har forbandelser, der skal råbes ind i en telefon. Og det er allerede ved solopgang, at Statsministerens assistenter skal prøve alle de maskiner, de har til rådighed.

Velkommen til Boligforeningen. Her ofrer man sin søvn for andre menneskers historier.