Han hed Morten, og han var grim. Nogle syntes nok, han så helt almindelig ud, andre syntes måske ligefrem, at han var pæn. Jeg syntes, Morten var noget af det grimmeste, jeg havde set. Jeg vil ikke gå i detaljer med hans udseende, men jeg kommer altid til at tænke på lugten af leverpostej, når han en sjælden gang imellem dukker op i min stakkels hjerne.

I virkeligheden handlede det nok om, at jeg ikke brød mig om Mortens personlighed. Han var arrogant og nedladende, havde sådan et påtaget mut ansigtsudtryk, der skulle vise os, at han var vigtigere end alle andre. Morten havde slasket pagehår, og han havde en kæreste, der var så sød, at det slet ikke gav mening for mig. Hun var sådan en, jeg gerne ville have som veninde, og derfor var jeg altid venlig overfor hende. Og jeg var altid venlig overfor hendes kæreste, Morten.

Jeg prøver som udgangspunkt altid at være venlig. Uvenlighed gør ikke sure mennesker mindre sure, og uvenlighed gør i hvert fald ikke verden til et bedre sted.
Så jeg prøver at være venlig, og jeg vil sådan set også gerne blive ved med at være det. Der er bare alt for mange mennesker, der ikke kan finde ud af at modtage venlighed. De ser det som svaghed eller dumhed. Noget, der skal udnyttes.

For eksempel min nye nabo. Vores kvarter er ikke specielt venligt, og da hun flyttede ind, besluttede jeg, at jeg ville gøre alt for at få et godt forhold til hende. Så jeg var venlig, når hendes datter holdt larmende fester. Jeg var venlig, når hendes cigaretrøg bølgede ind igennem min havedør. Jeg var venlig, når hun bankede på hegnet mellem vores terrasser og råbte ”nabo, nabo” med sin gennemtrængende stemme. Jeg var venlig, når hun insisterede på at fortælle mig sin livshistorie gennem hækken. Jeg var venlig, da hun begyndte at belære mig om, hvordan jeg skulle holde min have. Jeg var venlig, da hun brokkede sig over, at min mand ikke klippede hækken på hendes side. Jeg var venlig, da jeg overhørte hende bagtale mig til en anden nabo. Jeg var venlig, indtil jeg ikke orkede at være venlig mere. Hun fik at vide, at hun skulle stoppe med at råbe af mig gennem hækken. Jeg stoppede med at hilse på hende. Jeg sendte hende endda onde øjne mindst to gange. Men venligheden sidder åbenbart dybt i mig, så nu hilser jeg igen. Mit smil er mindre nu, og hun kan fandme selv klippe sin hæk.

Nå, men tilbage til Morten. Jeg mistede kontakten til leverpostejsstanken og hans kæreste, og jeg så dem aldrig igen. En fælles bekendt mødte ham mange år efter og fortalte, at vi stadig – altså den bekendte og jeg, havde kontakt.
”Nåh, hende med patterne”, svarede Morten. ”Hun var helt vildt forelsket i mig.”

Jeg er stadig fan af venlighed, men jeg er åbenbart kommet til at skrue lidt for meget op for min egen version af den. Nu forsøger jeg at skrue ned til noget, der er civiliseret uden at være for overstrømmende.

Vildt forelsket i Morten … Helt sikkert, Slaskehår McGrimmersen.