Engang var jeg meget ung og brugte store mængder energi på at være ulykkeligt forelsket i typer, jeg i virkeligheden burde holde mig langt fra. Nu er jeg en hel del ældre og i et trygt og godt forhold med nogen, der i den grad fortjener at blive elsket.
I dag har jeg alligevel en knude i maven af ulykkelig kærlighed. Det er bare til et hus. En smuk gammel villa, der bare lige skulle pilles lidt ved, så den blev ført tilbage til noget, der mindede om oprindelig stand. Og en have, hvor jeg mere eller mindre skulle begynde fra bunden, men der var alle muligheder for at skabe et paradis for fugle, insekter og mig selv.
I dag var vi klar til at byde, og i dag blev huset solgt til nogen, der ikke er os. Det havde været til salg i mere end 500 dage samlet, og så bliver det solgt den dag, vi vil købe det. Og vi vil jo ikke betale mere, end det er værd, selv om det er stilen derude for tiden.
Afvisningen fra den ellers noget så imødekommende ejendomsmægler var iskold.
Jeg er trist, tror ikke på, at der nogensinde kommer et hus som det, tænker at vi ligeså godt bare kan droppe det og blive i det fugtbefængte og nabolarmsplagede hus, vi bor i nu.
Mit nedadvendte næb slæber henad gulvet, når jeg går.
Om et par dage, tror jeg på det igen. Håber jeg. Det var i hvert fald sådan, det var, dengang jeg var ulykkeligt forelsket i en eller anden forkert nar hveranden uge.