Ensomhed er ikke kun noget, der sker, når andre tager afstand fra en. Det er også noget, der sker, når man ikke har overskud. Ikke overskud til at svare, ikke overskud til at holde fast, ikke overskud til de mennesker, jeg holder sammenkomster med i mine tanker. Min hjerne er lille og ordene er blevet alt for svære at finde. Jeg er ydmyget, jeg gemmer mig. Der er ikke andet end tomhed at se her.

Jeg kommer til at tænke på dengang min far ­– dybt skuffet over mine for ham manglende ambitioner  (og for mig manglende tro på, at jeg kunne finde ud af noget), skrev til mig i et brev, at jeg ville ende som en lallende grøntsag. Og her er jeg nu. Vegeteret.

Vegeteret og træt og i en konstant tilstand af sorg over verdens grumhed. Vinteren var lang og mørk, foråret er fyldt med fremtidsangst, hvor fanden er det, jeg skal finde overskud.

Sært nok har grumheden fået mig til at insistere på at lede efter det.  Jeg er trist, ensom, flov over den, jeg er. Men jeg synes også, jeg har ting, jeg skal. Og her på mit eget domæne – væk fra store sociale medier, har jeg ikke en skid, jeg skal leve op til. Så jeg øver mig i at finde ord, og øver mig i at dæmpe selvhadet, når de er svære at finde. Jeg retter de fejl, jeg kan se, og forsøger at finde fred med dem, jeg overser. Hvad kan jeg ellers gøre.

Engang var jeg meget ung og brugte store mængder energi på at være ulykkeligt forelsket i typer, jeg i virkeligheden burde holde mig langt fra. Nu er jeg en hel del ældre og i et trygt og godt forhold med nogen, der i den grad fortjener at blive elsket.
I dag har jeg alligevel en knude i maven af ulykkelig kærlighed. Det er bare til et hus. En smuk gammel villa, der bare lige skulle pilles lidt ved, så den blev ført tilbage til noget, der mindede om oprindelig stand. Og en have, hvor jeg mere eller mindre skulle begynde fra bunden, men der var alle muligheder for at skabe et paradis for fugle, insekter og mig selv.
I dag var vi klar til at byde, og i dag blev huset solgt til nogen, der ikke er os. Det havde været til salg i mere end 500 dage samlet, og så bliver det solgt den dag, vi vil købe det. Og vi vil jo ikke betale mere, end det er værd, selv om det er stilen derude for tiden.
Afvisningen fra den ellers noget så imødekommende ejendomsmægler var iskold.
Jeg er trist, tror ikke på, at der nogensinde kommer et hus som det, tænker at vi ligeså godt bare kan droppe det og blive i det fugtbefængte og nabolarmsplagede hus, vi bor i nu.
Mit nedadvendte næb slæber henad gulvet, når jeg går.
Om et par dage, tror jeg på det igen. Håber jeg. Det var i hvert fald sådan, det var, dengang jeg var ulykkeligt forelsket i en eller anden forkert nar hveranden uge.

Han hed Morten, og han var grim. Nogle syntes nok, han så helt almindelig ud, andre syntes måske ligefrem, at han var pæn. Jeg syntes, Morten var noget af det grimmeste, jeg havde set. Jeg vil ikke gå i detaljer med hans udseende, men jeg kommer altid til at tænke på lugten af leverpostej, når han en sjælden gang imellem dukker op i min stakkels hjerne.

I virkeligheden handlede det nok om, at jeg ikke brød mig om Mortens personlighed. Han var arrogant og nedladende, havde sådan et påtaget mut ansigtsudtryk, der skulle vise os, at han var vigtigere end alle andre. Morten havde slasket pagehår, og han havde en kæreste, der var så sød, at det slet ikke gav mening for mig. Hun var sådan en, jeg gerne ville have som veninde, og derfor var jeg altid venlig overfor hende. Og jeg var altid venlig overfor hendes kæreste, Morten.

Jeg prøver som udgangspunkt altid at være venlig. Uvenlighed gør ikke sure mennesker mindre sure, og uvenlighed gør i hvert fald ikke verden til et bedre sted.
Så jeg prøver at være venlig, og jeg vil sådan set også gerne blive ved med at være det. Der er bare alt for mange mennesker, der ikke kan finde ud af at modtage venlighed. De ser det som svaghed eller dumhed. Noget, der skal udnyttes.

For eksempel min nye nabo. Vores kvarter er ikke specielt venligt, og da hun flyttede ind, besluttede jeg, at jeg ville gøre alt for at få et godt forhold til hende. Så jeg var venlig, når hendes datter holdt larmende fester. Jeg var venlig, når hendes cigaretrøg bølgede ind igennem min havedør. Jeg var venlig, når hun bankede på hegnet mellem vores terrasser og råbte ”nabo, nabo” med sin gennemtrængende stemme. Jeg var venlig, når hun insisterede på at fortælle mig sin livshistorie gennem hækken. Jeg var venlig, da hun begyndte at belære mig om, hvordan jeg skulle holde min have. Jeg var venlig, da hun brokkede sig over, at min mand ikke klippede hækken på hendes side. Jeg var venlig, da jeg overhørte hende bagtale mig til en anden nabo. Jeg var venlig, indtil jeg ikke orkede at være venlig mere. Hun fik at vide, at hun skulle stoppe med at råbe af mig gennem hækken. Jeg stoppede med at hilse på hende. Jeg sendte hende endda onde øjne mindst to gange. Men venligheden sidder åbenbart dybt i mig, så nu hilser jeg igen. Mit smil er mindre nu, og hun kan fandme selv klippe sin hæk.

Nå, men tilbage til Morten. Jeg mistede kontakten til leverpostejsstanken og hans kæreste, og jeg så dem aldrig igen. En fælles bekendt mødte ham mange år efter og fortalte, at vi stadig – altså den bekendte og jeg, havde kontakt.
”Nåh, hende med patterne”, svarede Morten. ”Hun var helt vildt forelsket i mig.”

Jeg er stadig fan af venlighed, men jeg er åbenbart kommet til at skrue lidt for meget op for min egen version af den. Nu forsøger jeg at skrue ned til noget, der er civiliseret uden at være for overstrømmende.

Vildt forelsket i Morten … Helt sikkert, Slaskehår McGrimmersen.

Jeg er et godt nok menneske, men jeg er ikke et godt menneske.

Jeg kan være en god ven, men jeg bliver aldrig en god nok ven.

Jeg er ikke alene, men jeg er så alene.

Jeg er ensom, men ikke så ensom.

Jeg kan virkelig ikke lide racister. Det har jeg vist understreget flere gange. Men jeg er egentlig heller ikke så vild med mennesker, der ikke selv synes, de er den mindste smule racistiske, men så er de det alligevel i en uhyggelig grad. Der er mange af dem, og det kan være svært at sige fra, for de synes selv, at de mener det noget så godt. Men du er altså ikke en helgen, fordi du omtaler flygtninge med tuttenuttet (og nedladende) falsetstemme. Du viser bare, at du føler dig hævet over mennesker, der er ramt af nogle omstændigheder, din blanke hjerne slet ikke kan forestille sig.

Når du konstant skal fortælle, at de gode faktisk gerne må være her. Når du faktisk engang kendte en fra Tyrkiet, der var flink nok. Når du ser flygtninge som en sorthvid masse af enten gode eller dårlige (og så længe, de er flinke og flittige, er du faktisk slet ikke så meget imod, tihi), så er du ikke så vidunderlig, som du selv synes.

Flygtninge er individer. De er gode og dårlige og kloge og dumme og genier og gennemsnitlige og flittige og dovne og flinke og røvhuller og usikre og drømmere og realister og generte og frembrusende og højt uddannede og syge og helt vildt almindelige mennesker, der fortjener tryghed. Og det fortjener de også, selvom de ikke lever op til alle menneskers ide om, hvad god og velintegreret er. Det er ægte mennesker, for fanden! Og for mange af dem handler det her om liv og død. Kan du så forstå det, Inge-Lisbeth fra facebook?

Jeg kan virkelig godt lide mennesker, der råber højt og siger fra, selvom diverse politikere og andre internet-idioter allerhelst vil forbyde det. Hvis det står til dem, må Danmarks flygtningepolitik kun diskuteres af folk, der er enige med regeringen og andre populisttyper. Alle andre skal holde kæft, især kulturpersonligheder med store velbesøgte platforme. Uha, hvor skal de holde kæft. Og humanisterne. Uha, de skal også holde kæft. Faktisk ville det være godt, hvis alle bare klappede i, lod være med at uddanne sig alt for meget, lod være med at sætte sig ind i ting, lod være med at være menneskelige og forstod, at regeringen bestemmer, og de er de voksne, og vi fatter slet ikke hvad de taler om.

Hurra for dem, der siger fra. Dem, der gør det med ro og argumenter og stædighed og som ikke lader sig tryne. De mennesker elsker jeg på den måde, hvor de faktisk får mit hjerte til at banke hurtigere. De mennesker beundrer jeg, og jeg er generelt alt for kritisk og ubeundringsagtig. De mennesker er så vigtige, og jeg ville ønske, jeg magtede bare en smule af det, de kan. For jeg er selv helt nede i et primitivt frustrationshul, hvor mit eneste argument er ”rend mig i røven, idiot!”.

Jeg har læst, så længe jeg kan huske. En stak bøger oven på dynen og en hel nats læsning fik mig igennem mange tankemylderbefængte nætter som barn og teenager. Når jeg løb tør for ting fra biblioteket, tog jeg noget fra mine forældres bogreol. Jeg var ligeglad med, at det var for voksent, det skulle bare sluges.
Det, der til gengæld ikke var slugbart, var dissekeringen af bøgerne i danskundervisningen. Jeg kunne læse noget, der fik mig til at føle tusind ting. Noget, der betød noget helt bestemt for mig. Og så kunne jeg få at vide, at det var forkert.
I danskundervisningen lærte jeg, at litteratur kom med en facitliste, og det gav aldrig mening for mig. Men de var de voksne, så de havde nok ret. Min løsning var at tale så lidt som muligt om bøger.

Jeg blev ved med at læse op igennem mit voksenliv. Mange omkring mig læste slet ikke skønlitteratur, så det var ikke noget, vi sådan tilfældigvis kom til at tale om. Senere mødte jeg mennesker, der læste meget og gerne ville tale om det, og i min eufori over at være i selskab med nogen, der også slugte bøger, troede jeg selv på, at jeg havde et behov for litteratursnak. Jeg blev en del af en læseklub, hvor vi læste bestemte bøger og talte om dem. Det var hyggeligt, folk var skidesøde, men det viste sig hurtigt, at der igen var facitlister. Ikke helt så skrappe som dem i dansktimerne, men stadig med en ”men hvis du mener det, har du jo ikke forstået bogen”-tilgang.

Nu har jeg langt om længe fattet det. Jeg burde have forstået det for længst, men jeg har sgu altid været lidt bagud udviklingsmæssigt.

Jeg gider ikke tale om bøger. Jeg kan godt tale om, hvad en bog får mig til at føle, men din uenighed i mine følelser og dine knastørre konklusioner må du gerne gemme til nogen, der sætter pris på dem.

Jeg gider heller ikke oplæsningsarrangementer. Læsning er en privat sag mellem mig og bogen. Det er ikke engang noget, bogens forfatter skal blande sig i.

Jeg kan sagtens forstå, at andre gider, at andre får noget ud af det. Men jeg forstår også nu, at jeg ikke er forkert, fordi det ikke er for mig.

Hvor er det dog irriterende, at jeg har været for usikker til at sige fra. Jeg burde have gjort det allerede i danskundervisningen. For god litteratur er det modsatte af facitlister. God litteratur er det modsatte af at føle sig forkert. God litteratur er et sted, hvor alting føles rigtigt.

Nu kan jeg give slip og elske bøger og kunst og musik uden at føle, at jeg skal kunne forklare, hvorfor jeg elsker det. Det er en følelse i maven. Det er frisk vind i hjernen. Det er alt, hvad der er godt, selv når det gør ondt. Det er noget af det vigtigste i verden.

Der viste sig hurtigt et mønster, da jeg blev syg. Vinteren var tung og alt for lang, men i løbet af foråret vågnede jeg og blev en nogenlunde version af mig i nogle måneder. Det er gået op for mig, at det aldrig skete sidste år eller året før. Mit forår har været væk, og det var kun vinter.
Men nu er det her pludseligt, foråret. Det virkelige og det overførte. Og jeg har så travlt med at nå det hele, for jeg er nødt til at gå ud fra, at det er et kort mellemrum, inden tungheden kommer tilbage.
Men hvad hvis det ikke er? Hvad hvis jeg i virkeligheden er kommet ud på den anden side af noget?
Mit liv er kompromiser og kontroltab og dræbende træthed, men hvad hvis det kan blive mere og bedre?

Den ene: Det har taget overhånd med al den politiske korrekthed. Man må jo slet ikke sige noget mere.
Den anden: Så du mener, at det er ok at nedgøre andre mennesker, bare fordi de ikke ligner dig?
Den ene: Ja, folk skal lade være med at være så sarte. Det er jo bare go’ humor.
Den anden: Jeg synes, din humor er dum og plat.
Den ene: Jeg bliver faktisk ked af det, når du kritiserer mig på den måde. Tænk lige på mine følelser.

Jeg havde så meget kvalme, at jeg ikke kunne børste tænder. Jeg tændte for bruseren og stod ved siden af den, slukkede og tog mit tøj uden på min pyjamas. Jeg kunne ikke overskue at slippe varmen. Jeg var stoppet med at sige til mine forældre, at jeg havde ondt i maven. De var ikke onde, men det gav ikke mening for dem, at man kunne have ondt i maven hver dag. Min far lod engang, som om han ringede til lægen: ”Det er ikke farligt, hun kan sagtens tage i skole,” gentog han. Så jeg tog i skole og kastede op på min matematiklærers sko. Han trak mig af sted til den rigtige læge, som sagde, at jeg havde nervøs mave. Han gav hende et indforstået blik, og efter den dag hed min mavepine ”pjæksyge”. Det føltes stadig som mavepine. Ondt i hovedet, ondt i maven og kvalme. Det var åbenbart ikke ægte.
Med min pyjamas under mit tøj cyklede jeg i skole. Jeg forsøgte at cykle i skole. Det gik op ad bakke. Selvfølgeligt gjorde det det. Jeg kunne vælge to veje: Lystrupvej eller Sønderskovvej. Lystrupvej var stejl og træls. Sønderskovvej var fladere, men der var stisystemer og mulige børnelokkere. Hvis jeg ikke ville møde nogen, valgte jeg Sønderskovvej og cyklede op til det grønne område, jeg stoppede cyklen og forsøgte at se ud, som om jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt noget vigtigt, jeg vendte om og kørte hjem til et tomt hus, hentede dynen ind i sofaen og sagde til mig selv, at det var ok. Når min mor kom hjem, fik jeg skæld-ud, men det gjorde ikke så meget, for jeg var sluppet for skole den dag.
Jeg kunne selvfølgeligt ikke blive hjemme fra skole hver dag, og langt de fleste dage cyklede jeg ad åbne Lystrupvej op til skolen. Jeg havde min varme pyjamas på under tøjet, og jeg vidste, at mavepinen ville forsvinde, når jeg cyklede ned ad bakken igen. Det gjorde den altid. Jeg fløj ned ad den bakke, jeg var frygtløs, jeg kiggede mig ikke tilbage, inden jeg tog det store sving ind til Lystruplund. Jeg lavede spaghetti i en alt for lille kasserolle, så det blev sammenklistrede bundter, jeg hældte ketchup på, jeg blandede saftevand i et ølglas med hank, og jeg satte mig ind til spisebordet, hvor min lille båndoptager havde stået fra dagen før. Båndet var spolet hen til den rigtige sted, så når jeg tændte for P3, kunne jeg begynde at optage med det samme. Jeg optog vist det meste, jeg var ikke så kræsen. På et bånd havde jeg ”You Can’t Hurry Love” med både The Supremes og Phil Collins, og jeg anede ikke, at den ene var et cover af den anden. Jeg troede, det var et pudsigt tilfælde. Det betød ikke noget. Det var den følelse, musikken gav mig i maven, der betød noget. Den opløste ”ondt i hovedet, ondt i maven og kvalme”-heden, og gav plads til bobler af ren lykke. I bøgerne, som jeg læste om natten, fordi mavepine gjorde det svært at sove, fandt jeg genkendelse, og det var også vigtigt. Men musikken fjernede det svære. Tænk at der var noget, der kunne det. Jeg blev ikke engang irriteret, når Kim Schumacher talte ind over sangene, for hans stemme blev en del af dem, når jeg lyttede til båndene. Jeg mimede med på sangenes tekster og på hans lynsætninger, og jeg var et sted, hvor jeg ikke behøvede at tænke på, hvem jeg var, hvad jeg ikke kunne og hvor grim jeg var. Jeg var det, jeg hørte, og jeg havde ikke brug for mere.