Kategoriarkiv: alt for meget virkelighed

Til Anne, 13 år

Kronik fra Jyllands-Posten, 2017

Hvor mange gange skal man have at vide, at man er dum, før man tror på det? For nogle er det nok ikke ret meget mere end én gang — i hvert fald ikke, hvis man er skrøbelig og usikker. Og det er du. Du bruger det meste af tiden i skolen på at gemme dig på den bagerste plads helt nede i hjørnet, og lærerne lader dig gøre det. Du forsøger alligevel at gøre dig mere usynlig, trækker dig sammen i stolen og fylder så lidt som muligt. Du ved, det er et spørgsmål om tid, inden en af de der piger vender sig om og kalder dig dum og grim. Nogle gange er det ikke nok for dem at ydmyge dig med ord alene. Så kræver de mere. ”Vis tænder,” siger de, mens de ser så tilpas onde ud, at du ikke tør lade være. Det er ikke nok for dem, at du åbner munden. Du skal trække læberne helt ud, så de kan se dit tandkød. Alle de andre vender sig om og kigger, nogle af dem ser utilpasse ud, læreren siger ikke noget. Efter et par minutter er det overstået, men det føles som et helt liv. Med ydmygelsens dybrøde banken i kinderne kravler du tilbage i dit hjørne. Du hører ikke, hvad der bliver sagt oppe ved tavlen. Du venter bare på, at du har fri og kan cykle hjem, nedad bakken med luft i ansigtet.

Du er overbevist om, at de har ret: Du er dum. Du er god nok til at skrive og læse, god til sprog. Men det betyder ikke noget, når du er elendig til matematik og idræt og håndarbejde. Alting handler om det, du ikke kan.

Du ved godt, du er grim. Dit hår er tyndt og kort, du har mellemrum mellem tænderne, og selv om du virkelig forsøger at gøre noget ud af det, er dit tøj altid forkert. De andre piger er begyndt at ligne kvinder, men du er spinkel og ligner stadig et barn. Omklædningen efter idræt og svømning er et mareridt.

Skolen handler ikke om at lære. Den handler om ydmygelse, den handler om det, du ikke kan. Den handler om dengang, du endelig havde fundet ud af at hækle og  stolt viste læreren den færdige grydelap. ”Den er grim. Den skal hækles om,” sagde hun. Livet handler om, at du bor i en forstad, der er bygget rundt om en idrætshal, men du kan ikke engang finde ud af at gribe en bold.

Du har svært ved at falde i søvn om aftenen, du spekulerer over, hvorfor du blev født, når livet skulle være så elendigt. Du overbeviser dig selv om, at du aldrig bliver god nok. Du går ud fra, at det er sådan, resten af dit liv bliver.

Det ville være så nemt for mig at fortælle dig, at du skal sige fra, at du skal tro på dig selv, at den grydelap ikke siger noget afgørende om det, du kan, at når det kommer til stykket, er håndbold ikke vigtigt, at du ikke skal lade to piger, der ser ud, som om de har kronisk forstoppelse, ødelægge dig på den måde. Men jeg husker alt for nemt, hvordan det var at være 13-årige Anne. Jeg husker tydeligt følelsen af, at det var bedre at forblive stille, end det var at risikere, at det blev værre. I stedet fortæller jeg dig, at du skal lade være med at skamme dig. Du skammer dig især over mobningen, og du slæber den skam med helt op i voksenlivet. Du tror, at de mange gode mennesker, du heldigvis møder i dit liv, stopper med at kunne lide dig, hvis de finder ud af sandheden. At de vil se dig på samme måde, som de forstoppede piger ser dig. Men sådan er det ikke. Det ved du allerede inderst inde. Du dømmer jo heller ikke dine venner for de hemmeligheder, de ikke helt kan skjule. For de flasker, der klirrer i deres forældres poser, for de lussinger, de får derhjemme. Du føler omsorg og bekymring og tænker over, hvad du kan gøre for at få dem til at grine.

Du tror, at alle andre har det bedre end dig. Især dem der bor oppe i parcelhusene med de store flade haver. De gode huse, dem man ejer. Du tror, at du er mindre værd, fordi du bor i et boligforeningshus. Men forældrene i de gode huse bliver også skilt, deres børn får også blå mærker, og poserne fra Brugsen klirrer på samme måde som discount-poserne i dit kvarter. Murene er bare tykkere i de huse. Det opdager du senere, og så bliver du taknemmelig over, at du aldrig skulle være bange for vold og konstant uforudsigelighed i det boligforeningshus, hvor du boede med din mor og søster.

Følelsen af at være forkert kommer til at trække dig rundt i alle de forkerte retninger. Du flakser forvirret rundt i alt for mange år og forsøger at være det, du tror, alle de andre forventer: Lidt for fjollet, lidt for overfladisk, lidt for uambitiøs, alt for bange for at begå fejl. Men du er nødt til at begå fejl. Begå en hel masse fejl og bliv klogere og dygtigere og meget mere modig. Fortæl det til nogen, når du er ked af det, og bed om hjælp, når der er noget, du ikke kan finde ud af. Lad folk hjælpe dig. Sig til og fra, og lad nu være med at kysse alle de drenge, der siger, du er pæn. Du skylder dem ikke noget. Lad være med at kalde dig selv grim og dum, fordi andre gør det. Du skal være på din side.

Når jeg ser dig, får jeg lyst til at skælde dig ud, og jeg får lyst til at omfavne dig og fortælle dig, du er god nok, at der er nogen derude, der synes, du er noget værd, at der er noget, du er god til, at resten af dit liv ikke kommer til at handle om mobning og om at føle dig forkert. Du finder ud af, at situationer ikke står stille, hverken de gode eller de dårlige. Ting rykker sig, livet bevæger sig hele tiden, og nogle gange er det så forfærdeligt, at det næsten er umuligt at befinde sig i det, og andre gange er du så lykkelig, at du helt glemmer, at elendighed findes.

Hvis du kunne se mig, ville du blive ked af, hvor tynd huden i mit ansigt er blevet. Du ville blive helt dårlig over stregerne ved mine øjne og de dybe furer i panden. Du ville ærgre dig over, at jeg ikke er popstjerne eller filmstjerne eller noget andet funklende, der kan overbevise skolen og de forstoppede piger om, at de tog fejl. Men mit liv herhenne i fremtiden handler ikke længere om dem. Det handler om alt det, jeg gerne vil, og alt det jeg kan. Det handler om ben, der pludselig blev tunge og en hjerne, der langsomt bliver ædt op af invaliderende træthed, fordi dit livs plottwist er sklerose.

Hvis du kunne se mig herude i fremtiden, ville du blive overrasket over, at jeg har et barn, at jeg bor sammen med en sød og meget jysk mand, som har lovet mig hele verden (”hvis den kan være i bilen”), at jeg bor i et boligforeningshus helt uden at skamme mig, at jeg elsker mit liv, selvom der er sygdom, og det langt fra er perfekt. Hvis du kunne se mig, ville du blive overrasket over, at jeg har skrevet bøger, at de er blevet udgivet, at jeg ikke bare har gemt teksterne væk under revnen i gulvtæppet, som du plejer at gøre.

Kan du huske dengang, de forstoppede piger låste hende, der havde mistet sin mor, inde i et skur? Kan du huske, at du hjalp hende ud og sagde, at hun ikke skulle tage sig af dem? Det råd kan du ikke selv bruge. Du tager dig af dem — du tog dig af dem og deres elendige opførsel alt for længe. Og jeg bebrejder dig ikke. Du er kun et barn. Men hvis jeg kunne kravle ind i dig og din 13-årige hjerne, ville jeg styre dig i en anden retning. Du vil jo ikke være som dem. Du vil ikke være venner med dem. Du kan ikke bruge dem som en undskyldning for at opføre dig dårligt. Du skal ikke bruge tid på mennesker som dem. Du skal bruge tid på de gode, på det gode og det, der betyder noget for dig. Du skal ikke bekymre dig så meget om det, du er dårlig til, men bruge meget mere tid på det, du er god til, for folkeskolen tager fejl, når den siger, du skal kunne det hele. Du skal slippe hemmelighederne, du skal turde ønske dig mere, og du skal give dig selv lov til at være glad allerede nu.

En dag

Når jeg ligger søvnløs, indretter jeg det hus, vi ikke nåede at købe. Det holder tankemylderet væk. Sammen med rent sengetøj, og ben der for en gangs skyld ikke er urolige. Men jeg er selvfølgeligt træt, da jeg vågner. Søvnigtræt. Det er bedre end den dødstræthed, sclerosen giver mig. Søvnighed er normalt.

Min mand serverer kaffe på sengen, og jeg passer mit morgeninternet. Jeg vil helst ikke blive liggende for længe. Jeg kan, hvis jeg vil, men jeg vil ikke. Jeg går i bad og bruger mindst en halv time på at komme mig efter det. Jeg ved ikke, hvorfor det skal være så anstrengende at stå under vand og putte shampoo i håret, men det slår mig ud. Jeg kunne bare lade være, men det er blevet en ting. Jeg kan ikke holde ud at gå nedenunder ubadet og i nattøj. Tænk hvis jeg en dag kommer til at give slip og aldrig går i bad og aldrig tager rigtigt tøj på igen. Er dog ikke hårdere ramt end at mit yndlingshverdagstøj involverer et par laksefarvede joggingbukser, som egentlig var et fejlkøb, og som egentlig giver mig verdens længste røv.
Ren og langrøvet går jeg ned ad trappen. Computer og telefon under venstre arm. Højre hånd holder krampagtigt fast i gelænderet. Der er gak i balancen, og jeg er styrtet ned ad trappen tre gange. Min mand har sat en stribe sort asfalt-agtig tape på nogle af trinnene. Han er bange for, at jeg falder, mens jeg er alene hjemme. Det er jeg også.

Jeg lukker hunden ud i haven. Hvis solen er der, sætter jeg mig lidt på terrassen. ”Skal du med ind og ha’ en go’bi’”, spørger jeg efter et stykke tid, og hunden løber direkte ind til det faste go’bi’-serveringssted. Jeg finder noget morgenmad, eller også venter jeg til frokost. Det kommer an på, hvilken slags appetitdag det er. Jeg sætter mig i min røvformede plads i sofaen, læner mig ikke for meget tilbage, passer mit internet. Hunden begynder på den første af de mange lure, der skal tages i løbet af dagen.

Efter frokost tæller jeg timer. Der skal gå mindst to, inden jeg må dyrke yoga. Det siger de, og det siger min gylperefleks, når jeg står foroverbøjet. Jeg begyndte at dyrke yoga, fordi det virkede som en fremragende undskyldning for at gå i yogatøj hele dagen. Men nu er det så vigtigt for mig, at jeg helst ikke springer en dag over. Det er noget, jeg skal. I skal alle sammen noget, jeg skal aldrig. Men jeg skal det her. Mine arme er blevet stærke. Og min mave. Jeg er stolt af, at jeg gør det her for mig selv, men forsøger at lade være med at tale for meget om det. Folk gider ikke høre om mit yoga.
Jeg prøver at distancere mig lidt fra det, altså min glæde for yogaen. Nægter at sige namasté, men mumler i stedet det, jeg skal have til belønning, når jeg er færdig. Tager hænderne op til mit tredje øje og hvisker ”ostepops”.

Jeg er træt efter yoga. Det skulle give energi. Det gælder ikke for mig. Det gør mig stærk og smidig, men det gør mig træt. Måske ændrer det sig på et tidspunkt.
Jeg ser måske lidt serie, eller kigger længselsfuldt på spisebordet, hvor alt mit kreagrej har været pakket ud i flere måneder. Når jeg har ekstra overskud, snitter og trykker jeg linoleum. Jeg er vild med det, men også lidt flov. Føler mig som en af de gamle i terapistuen på plejehjemmet, hvor jeg arbejdede for mange år siden. Jeg forsøger at lade være med at tale for meget om det. Folk gider ikke høre om mit linoleumstryk.

Min mand kommer hjem fra arbejde, og han når nærmest ikke at sætte sig, inden han skal lave aftensmad. Engang var det mig, der lavede det, men jeg kan ikke både dyrke yoga og lave mad. Sclerosen siger nej. Min mand siger, det er ok. Yogaen er vigtig for mig. Jeg er bange for, at han får stress. Han er vigtig for mig.

For få måneder siden lå jeg altid i min seng klokken 19, men på det seneste har aftnerne fået lov til at være længere. Jeg går med ud på aftentur med hunden. Glad hund, solnedgang og syngende solsorte. Jeg har sko på med skumbund, så jeg ikke får alt for ondt i fødderne. Faktisk er det blevet meget bedre med de smerter, efter jeg begyndte på yoga. Måske er det et tilfælde.

På stien langs med fodboldbanen møder vi et rådyr. ”Hej lille ven”, siger jeg. Alle dyr hedder lille ven. Rådyr, hunde, fugle, edderkopper. Rådyret stopper op og glor på mig, som om jeg er idiot.
Hunden skider, og vi roser ham. ”Vil du med hjem,” siger jeg med den der taler-til-hund-stemme, og det vil han virkelig gerne.

Nu er solen gået ned. Jeg forsøger at holde til at blive siddende i sofaen. Det går ikke. ”Op i seng”, siger jeg, og hunden spæner op ad trappen. Min mand insisterer på at bære min computer og telefon op. Jeg sukker lidt, inden jeg selv skal bestige trappemonstret. Bruger armene som forben og ligner et bizart dyr. Hunden står på reposen og venter. Da jeg næsten er oppe, træder han et trin ned for at hjælpe mig det sidste stykke. Lille ven. ”Det kan ikke blive ved med at gå med den trappe”, siger min mand. Jeg ved det godt. Men der er ikke et bedre hus til os lige nu.

Jeg spørger, om der altid har været så langt ud på badeværelset. Det husker jeg at spørge om hver aften. Der er altid så langt. Mindst tre meter.
Da jeg endelig ligger under dynen, skal jeg se serie – på den måde, hvor jeg falder i søvn, inden jeg overhovedet har trykket play. Og jeg sover, lige indtil det er tilpas meget midt om natten og blevet tid til at indrette huset, vi ikke nåede at købe.

Disigerne

Du er til familiekomsammen, og det er det sædvanlige. Akavet stemning og lugten af stegt svin.
”Kaj og Jette skal jo skilles”, fortæller tante, og selskabet svarer med en passende mængde ”nå nå” og ”sikke noget”. 
”De siger, at han ikke kan holde sig fra andre damer”. 
”Hvem siger det”, spørger du. 
”Jette har heller aldrig været god til at lave mad, så man forstår da godt Kaj,” halvråber tante, mens du har helt klar udsigt til frikadellen, der bliver centrifugeret rundt i hendes mund. Du har kvalme og prikker lidt i en agurk på din tallerken. 

”Det er da synd for kaninerne, at du spiser deres mad”, siger onkel og griner højt og uægte.
”Ha ha”.
Du smiler høfligt, som du har gjort de sidste 30 gange, han har sagt nøjagtigt det samme til dig. Men du er allerede modløs, for når først hans fokus er på dig, ved du, hvad der kommer.

”Er du stadig en af de der væmligboere?” Han venter ikke på dit svar. ”De siger, at de syriske flygtninge rejser til Syrien på ferie. For mine skattepenge. Jeg sagde jo, at de bare kom for at nasse.”
Du skriger indeni, men finder alligevel ord til at spørge: ”Hvem siger det? Hvem er de?”
”Bent nede fra kiosken skrev det på fjæsbogen. Han havde hørt det fra internettet.” Onkel bruger en tone, der indikerer, at du er den dummeste i verden.
”Men” råber han, for nu kommer trumfen” det stod faktisk også i avisen forleden dag”. Han snøfter hårdt. Det har altid været hans udråbstegn. Et hårdt snøft efter han har sagt noget genialt.

Du har lyst til at flå hans lille hårde hjerne ud gennem hans opblæste næsebor, men i stedet siger du, at der er lavet en rapport, der viser, at det ikke passer. Flygtninge rejser ikke til Syrien på ferie. Det er modbevist. Du taler hurtigt og din stemme er ikke så rolig, som du håbede på. 
”Det ved de pladderhumanister ikke noget om. De snakker, som de har forstand,” siger han. Du kan mærke, at han ikke gider samtalen længere, men du er ikke færdig.

”Når du siger, at det stod i avisen forleden, mener du så det læserbrev, der var skrevet af en stærkt højreorienteret mand? Du ved godt, at der er forskel på et læserbrev og en artikel ikke? Og du ved godt, at det var helt langt ude, at avisen delte hans påstande på den måde. Der var jo ikke nogen til at kræve belæg for dem.” 

Onkel er ligesom gået ind i sig selv, og du har en mistanke om, at han tror, belæg er noget, man putter på brød. Han drejer ansigtet væk fra dig og siger ud i luften: ”Hun har også altid troet, hun var bedre end os andre.” 

Der bliver stille, og om lidt vil nogen trække dig til side og bede dig om at lade ham være, for han er faktisk en venlig og hjælpsom mand, og han mener det slet ikke på den måde. Du kigger på agurken og overvejer at spise den. Så rømmer din kusine sig og siger ”de siger, at corona ikke er værre end almindelig influenza”.