Jeg besluttede mig for at tage mig selv tilbage

Jeg troede, vinteren sidste år var den værste vinter nogensinde. Det var den vinter, hvor jeg åd mig igennem ulykkeligheden over min sovende krop og min bevidstløse hjerne. Kager og lakridskarameller. Men jeg troede også, det var den værste vinter nogensinde, dengang jeg var så uforklarligt evighedssyg, at jeg kun kom til seks samfundsfagsforelæsninger på Journalisthøjskolen. Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg klarede mig igennem den eksamen.
Jeg ved nu, at den værste vinter nogensinde har været denne vinter. Den har været så forfærdelig, fordi jeg gik glip af den. Jeg har ikke været her. Jeg har været så langt væk, at jeg ikke har sørget over tabet af den før nu.
Men elendigheden har toppet. Det ved jeg, for nu kan jeg mærke det hele igen. Sorgen og frustrationen. Det ucharmerende raseri, der kommer, når jeg ikke kan alt det, jeg vil. Det ekstreme fokus, der kommer, når jeg skal skynde mig at finde ost til mit knækbrød, inden min krop falder sammen. Og glæden over foråret. Det kommer nu.

Det var slemt, mens det toppede. I løbet af få dage blev mit syn tåget, og jeg havde svært ved at se de livsvigtige skrivedokumenter i min computer. Når jeg kneb øjnene sammen og stak hovedet helt ned i skærmen, kunne jeg se, men jeg kunne ikke ramme de rigtige taster. Sære ord overalt. Alt for mange m’er. Sammmmmen.

Jeg blev desperat. Hvad kan jeg, hvis jeg ikke kan skrive? Da desperationen stille forsvandt i tågerne, blev jeg gak. Jeg sad hver dag og kiggede ud på fuglene i haven. Gav dem personligheder. Bekymrede mig om dem. Var ikke til at komme i kontakt med, fordi jeg var så bange for, at katten havde taget min solsort.
Jeg har altid lavet historier i hovedet om alt, jeg ser. Men når historierne ikke kan skrives ud af min hjerne, løber de løbsk og bliver til noget, der er alt for svært at skelne fra virkelighed.

I sidste uge vågnede jeg med mavepine. Jeg var også faldet i søvn med mavepine om aftenen. Jeg havde nærmest vænnet mig til den. Den vil komme og gå, havde neurologen sagt, men det virkede nu mest, som om den var kommet for at blive. Det samme med den brændende hud, de brændende organer og den konstante kløen bag øjnene. Jeg var nødt til at kravle ud af min krop for at holde det ud. Og der var så ensomt derude.

Men den morgen i sidste uge var jeg klar nok i hovedet til at sige stop, og jeg lagde min medicin væk. Jeg ville ikke mere. Jeg kunne ikke mærke, at den beskyttede mig mod sklerosen. Tværtimod. Jeg kunne mærke sklerosen. Jeg kunne mærke bivirkningerne. Men jeg kunne ikke mærke mig selv.

Nu er det en uge og et par dage siden, jeg tog den sidste pille, og det er bedre nu. Det går langsomt. Der er stadig for meget tåge og svimmelhed, men ingen koliksmerter. Ingen trang til at klø min hud af, mine organer i stykker og mine øjne ud.

Jeg taler stadig for meget med fuglene (den slags venskaber smider man ikke bare ud efter så mange dybe samtaler), og jeg har slettet adskillige løbske konsonanter i denne tekst. Men i går kiggede jeg i spejlet og så mig selv for første gang i et halvt år.

12 tanker om "Jeg besluttede mig for at tage mig selv tilbage"

  1. FruForstad

    Åh, hvor er det fucking træls med den sygdom. Gid der var noget der kunne hjælpe, på den gode måde.

    Indtilda jeg skal du vide at jeg virkelig godt kan lide historien og fortørnet solsort og fast fyr. Flere æbler til dem.

    Kram fra Forstaden

    Svar
  2. Prophecy

    Elsker at læse dig, både her og på IG. Solsortenes historier skjuler jo ikke, at de bliver brugt som din kommunikation og det er så fint. Det kræver dit mod, både at skrive, at være og at sige nej til medicin der gør dig gak. Modige dig.

    Svar
  3. Heidi Kjeldgaard

    Velkommen tilbage søde dig❤️ det er fandeme ikke retfærdigt, at du skal trækkes sådan med både bivirkninger og en medicin du ikke synes hjælper. Fuck sclerose

    Svar
  4. T

    Du skriver så fængende og jeg er fuldstændig rørt. Men hvor må det være hårdt.. Sender mange varme tanker, hvad end det kan hjælpe.

    Svar
  5. louise

    Du glæder mig med hver enkelt af dine indlæg, og stikker i mig på samme tid. Jeg hepper på dig og får lyst til at komme og skrive dig ned, når det kniber, mest for min skyld.
    Foråret kommer nu, vi glæder os også, mig og min dreng på 1 år, der har været febersyg med feberkramper stort set siden november. Og SÅ blir det godt <3

    Svar
  6. Hanne Uldum

    Kære Anne
    Du er den sejeste kvinde !! Hvor finder du modet, til at stoppe med medicinen, det er der sejheden kommer ind. Du tør tage livet i egne hænder ♥
    Det glæder mig, at du begynder at mærke dig igen.
    Du er langt fra gak, jeg elsker også solsorte, jeg har 4 stk. i min have, så der er gang i flirteriet.
    De bedste tanker fra
    Hanne

    Svar
  7. Christina N.

    Hej Anne,

    Du er en sej dame!
    Hver gang jeg læser dine indlæg, er der en lille klump i halsen og samtidig er jeg imponeret. Imponeret over hvordan du håndterer elendigheden og finder dig selv igen, når sygdommen har taget styringen.

    De beste hilsner og et virtuelt kram

    Svar
  8. anne

    Kæmp for alt hvad du har kært – hvis du ikke kan mærke dig, så ser det sort ud. Du er en modig kvinde at lægge medicinen, men det lader til at være den eneste mulighed for at få en flig af noget der minder om liv. Knus og varme tanker….

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.