Jeg læste om en kvinde med sklerose. Hun begik selvmord, fordi hun ikke kunne holde ud at være til besvær. Hun følte sig som en byrde. Jeg kom til at tænke på dengang, jeg blev så sur på min mor, at jeg ville straffe hende ved at dræbe mig selv. Jeg lå på ryggen på min skibsbriks, det var meget højtideligt. Medlemmerne fra Duran Duran kiggede på mig fra deres skrå placering på væggen. Simon Le Bon ville være den sidste, jeg så i mit urimelighedsfyldte liv. Jeg tog mine hænder op til halsen og begyndte at trykke. Jeg blev lidt svimmel. Så blev det besværligt, og jeg gad alligevel ikke at dø.
Jeg gav egentlig ikke op, for det var aldrig min mening at dø. Jeg var bare sur over, at jeg skulle cykle hjem fra halfesten allerede klokken 23, når alle de andre måtte blive der, til den sluttede.
Jeg gider ikke at dø. Min egen død er ikke noget, jeg længes efter.
Når de taler om aktiv dødshjælp, rykker det mig i hjernen på en ubehagelig måde. Som om, der er nogen, der trækker hårdt i den. Jeg har ellers altid været tilhænger af det, altså aktiv dødshjælp, for hvorfor skal man lide sig selv ihjel?! Hvorfor skal man nå det punkt, hvor man ikke kan mere, men man er nødt til at holde ud, til man dør af det, selv om alt, der minder den mindste smule om livskvalitet, er væk?
Men nu taler de hele tiden om byrder. De arbejdsløse. De syge. De gamle. De dovne. De besværlige. De dyre. Og det trykker på min paranoiaprik. Hvornår skal man vælge at dø? Når det bliver for ulideligt? Eller når man bliver for ulidelig? Vil fremtidens sagsbehandlerne instrueres til at sige : ”Det er selvfølgeligt dig selv, der bestemmer, men ifølge dette excel-ark er du en byrde for samfundet. Kan du leve med det?”
Det er meget dystopisk, og det er slet ikke sådan, det er. Aktiv dødshjælp er ikke engang tilladt i Danmark. Men det er sådan noget, jeg tænker på nu, når jeg forsøger at forholde mig til det.
Jeg gider ikke dø. Jeg har sklerose, men jeg er helt vild med at leve, også selv om mit liv ikke blev det, jeg oprindeligt drømte om. Jeg ændrer drømmene, så mit liv kan følge med, og det fungerer for mig. Og heldigvis er det kun mig, der bestemmer, at det er godt nok.
Men det handler ikke kun om mig og min situation. Der er så mange forskellige situationer, og jeg aner ikke noget om, hvordan det føles at være i de andre.
Det handler om, at mit tilhængeri blev fyldt med tvivl, da min situation ændrede sig. Og det er jo det, de gør, situationer. De ændrer sig.
En eller anden har sagt, at det handler om retten til at være til besvær. Den ret går jeg helt og aldeles ind for. Alt andet er en etisk og menneskelig glidebane.
Det er et interessant indspark til debatten om aktiv dødshjælp. Jeg har altid været for – men har ikke overvejet konsekvenserne det kan have, eller skal man sige det pres, det kan lægge på mennesket. Tak for indspark – det vil jeg da tænke lidt mere over. Kan man etisk lave retningslinjer så dette pres formindskes? Og hvad gør man egentlig i andre lande? Hm.
Jeg har vist været ude i nogle lignende tankegange. Egentlig er det, som det skal være, at døden ikke er noget, man skal hige efter. Den kommer såmænd nok. Andre kan vælge at tænke anderledes, fred være med det, så længe der faktisk er tale om et _frit_ valg.
dejligt indlæg.
I et godt samfund ser jeg aktivdøds hjælp som en god ting med respekt for mennesker, deres liv og valg. Men netop i det samfund vi har i dag er jeg ikke så sikker, tænk hvis os der er syge eller de ældre blev mere eller mindre indirekte presset mod det valg. Det vil på ingen måde være ok. Hvordan kan man tillade den aktive døds hjælp, uden at tilføje et pres på syge og ældre? det svar ser jeg gerne vi finder før vi evt indføre det.
Jeg kan medgive at ting ændrer sig. Selvfølgelig, men nogen gange ændrer de sig kun til det langt værre og man lider. Så har man ret til at sige fra. Der er da intet pres, men der skal være et valg for dem, der ønsker det. Jeg ved ikke, om dem, der siger, at det valg ikke skal være der, så dokumentaren om engelske mand, der led af ALS – måske ikke, men den viste meget, meget tydeligt behovet for et valg. Min biologiske far døde af denne skrækkelige sygdom. Han havde ikke dette valg, men blev langsomt dårligere og dårlige som Simon. Og døde en pinefuld og uværdig død. Jeg kan ingen grund se til, at folk ikke skal have et valg. Man kan vælge at lade være, men som det er nu, må folk ty til igen uværdige og og ulovlige metoder for at få lov at dø. Det er ikke rimeligt.