For tynd, for kikset, forkert

Dem fra klassen havde fået fat i det lille stykke papir fra sundhedsplejersken, og de viftede med det, mens de råbte højt og grinede triumferende. ”Anne Bæ vejer 30 kilo,” råbte de, som om jeg havde gjort noget, der var sensationelt og helt forfærdeligt.
Jeg hed ikke Anne Bæ. Jeg hed Anne B. B for Bredahl. Men for dem lå det lige for at lave det til bæ, og nu havde de fået fat i papiret med min vægt på.
Jeg vejede 30 kilo, og det var åbenbart forkert. Jeg forstod det ikke, for handlede det ikke bare om, at man skulle veje et eller andet? De havde da også fået sedler med deres vægt på. Hvorfor var min anderledes?
Senere forstod jeg, at jeg var for tynd. Uh, det var bare det værste. ”Hvorfor har du valgt at være så tynd,” spurgte de. De gad ikke høre svaret, hvilket var heldigt nok, da jeg ikke anede, hvad de mente med ”valgt”.
Det var åbenbart noget slemt noget det med at være for tynd. Der var en anden pige på min årgang, der også var for tynd. Men hun var ikke så slem som mig, sagde de. Hun forsøgte nemlig at skjule det, sagde de. Jeg viste mig frem, så alle kunne se, hvor tynd jeg var, sagde de. Jeg gjorde det med vilje, sagde de, og jeg blev så forvirret. Jeg forstod ikke ”med vilje”. Jeg forstod ikke, hvad de mente med, at jeg var for tynd. Hver morgen stod jeg op og fandt tøj i mit skab. Det meste havde jeg arvet fra min kusine, som jeg så helt vildt meget op til. Jeg tog noget på, som passede nogenlunde sammen — gerne noget, der involverede de mørkeblå bukser, som jeg elskede. Jeg vidste ikke, at jeg så ud på en bestemt måde. Jeg kiggede ikke i et helfigursspejl. Jeg tog tøj på, for det gjorde man, og jeg troede virkelig, at det var nok.
Det var slet ikke nok. Det var forkert, for man kunne se, at jeg var for tynd, og det måtte man ikke, forstod jeg. Jeg pralede og var selvglad, når jeg gjorde det, men jeg var samtidig ualmindelig grim, forstod jeg. Jeg skulle skamme mig over mig selv, forstod jeg. Så det gjorde jeg, og jeg begyndte at kigge i det høje spejl hver dag, og hver dag kunne jeg se, hvad de mente med for tynd og for grim. Jeg fik nyt tøj, og jeg forsøgte at skjule min lille størrelse, men de pegede og hånede og grinede af, at Anne Bæ stadig købte tøj i børneafdelingen. Jeg blev ved med at kigge i spejlet, og jeg blev ved med at se, at de havde ret i alt det, de sagde. Og jeg tænker, at de bare skulle se mig nu, når jeg kigger i mit høje spejl og ser, at jeg er for tyk og for grim. Vi byggede mig i fællesskab, ville jeg sige til dem.

4 tanker om "For tynd, for kikset, forkert"

  1. Nana

    Anne…. du er det eneste skrivemenneske, der får mig til at glemme at trække vejret… du skriver ubeskriveligt hen- og medrivende! Tak!

    Svar
  2. Helle

    Stakkels dumme børn. Bare der havde været en, der kunne have overbevist dig om, at du var fin. Så ville de også have vidst det. Jeg synes heller ikke, du hverken er for tyk eller for grim

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.