Jeg kan se folk glide væk. Jeg får et sug i maven, når jeg opdager, at endnu en person har slettet mig fra deres venneliste på facebook. Så forsvinder jeg lidt mere, og jeg bruger så meget tid på at tænke over, hvad jeg har gjort forkert. For tid er noget, jeg har masser af. Tid og tanker. Men jeg er klar over, at jeg med stor sandsynlighed bliver slettet, fordi jeg ikke deltager. ”Vi forstår, hvordan du har det,” siger folk, og bliver alligevel irriterede over, at det lige er deres opslag, deres liv, jeg ikke har overskud til at kommentere på. Og jeg bliver flov, føler mig som en beskidt lurer, bliver ked af det. Siger til mig selv, at det jo bare er facebook, folk lægger slet ikke så meget i det. Men facebook er ved at blive endnu en verden, jeg ikke kan være i sådan rigtigt.
Jeg besluttede for længe siden, at jeg ikke kan blive ved med at skamme mig over, at jeg ikke får svaret på ting. Jeg er nødt til at tro på, at folk ved, jeg læser alt og bliver glad for det. Jeg besluttede for længe siden, at det er ok, at jeg i perioder bare kigger på uden at sige noget. Jeg følger med, fordi mennesker interesserer mig, de betyder noget, jeg har aldrig været ligeglad. Men jeg kan ikke altid deltage, og jeg vil altid være i tvivl om, om det faktisk er ok. Men det er mit vilkår. Det er ikke med vilje.
Søde søde Anne! Det er ok, at du ikke altid kan deltage. Sådan er dit livsvilkår desværre blevet, og det gør mig trist på dine vegne. Men jeg vil samtidig sige, at jeg på sin vis forstår, at du indimellem er nødt til at trække dig. Jeg har det selv sådan pga stress, og jeg er også i en proces, hvor jeg forsøger at acceptere, at sådan er det altså at være mig. Jeg skriver, at jeg på sin vis forstår, fordi vores sygdomme ikke er ens og med mindre man har sclerose kan man ikke sætte sig 100% ind i det. Men nogle af tankerne kan ligne hinanden.
Jeg tror de fleste af os kender til at blive vraget som ven på Favebook. Og vel giver det stof til eftertanke og mange af os vender det indad. Og specielt for tænksomme væsner, kan det være svært at lade ligge. Har ikke de gyldne råd, men vi bare sige, at du ikke er alene.
Jeg sender sig ofte tanker og bliver glad, når jeg kan se, at du har postet et billede på Instagram af din due eller charmerende hund.
Kys på dig Anne ❤️
Kære Anne
Det er måske ikke helt relevant i forhold til de følelser, du beskriver i indlægget, men jeg har længe tænkt på at skrive til dig.
Du er langt fra usynlig. Vid, at du har manifesteret dig selv i manges hjerter og tanker. Du har hjulpet mig til en større og bedre forståelse af de kroniske syge mennesker i min nære familie (mor, søster, bror), og for det vil jeg altid være dig taknemmelig. Tak fordi du deler og fordi du er dig.
De bedst hilsner
Ditte
Kære Anne, jeg lægger ofte vejen forbi din fb eller blog. Hvis du ikke er der, sender jeg dig en venlig tanke, og håber, du i tankerne skriver endnu en historie om dine omgivelser, og ved jo godt, at den ikke altid når os.
PS. Jeg er lige begyndt at følge din Instagram-profil, men forvent ikke noget særligt af mig der, jeg ejer nemlig ikke en smartphone ;)
Kære Anne
Du er altid en ven og jeg sletter dig aldrig. Jeg har det selv ligesådan i perioder og dem, der ikke orker det, må jo så vælge fra. Heldigvis vælger mange til, og jeg vælger dig ihvertfald til enhver tid til.
Kærlige hilsener D
Altså: Jeg forbeholder mig retten til at bruge Facebook præcis, som jeg har lyst. Jeg skylder ikke Facebook noget, og mine Facebook-venner har ikke krav på, at jeg forholder mig aktivt til deres indlæg.
Jeg kan heller ikke lide at blive slettet som Facebook-ven. Men det sker. Og jeg tænker også over, hvad jeg mon har gjort forkert… Måske har jeg været for aktiv på Facebook og fylder hele deres feed?! :o
Som jeg kender dig, så kan du godt være bekendt at se dig selv i øjnene uden at være flov eller skamfuld. <3 Der er mange ting, mennesker ikke forstår, før de selv står i det, og det er en skam.
Kære Anne
du er heldigvis meget synlig, når du er på. Relevant og vedkommende – det er meget mere værd end altid at være på! Jeg nyder altid dine skriv og glæder mig, når der kommer nyt! Så tænker jeg – ahh godt – en god dag for Anne – håber jeg.
Mange hilsner Lone
Kære Anne
Jeg bliver altid glad, når der er nyt fra dig. Og jeg kigger tit til dig, når der ikke er og tænker over, hvordan du har det. Du er på ingen måde usynlig, og du har gjort stort indtryk – selv om jeg kun kender dig fra ord og billeder. Du kan noget helt særligt, og dine historier betyder meget for mig.
Knus fra Marie
En af mine gamle skolekammerater sagde, at bag hvert eneste menneske er der en historie. Du er den, der er i stand til at sætte ord på historierne, så de løfter sig op i et højere niveau. Som et fotografi, som er så vedkommende, selv om personerne på billedet er ukendte.
Jeg holder øje med dig.
Kære Anne.
Usynlig bliver du aldrig, som en anden skriver. Du har gjort og gør stort indtryk. Og jeg lurer også lidt på dig! Læser dine gamle tekster, scroller gennem dit feed med dine mange, eftertænksomme, flotte ord. Og glæder mig til, at der en dag – måske – kommer flere.
Kærlig hilsen,
din internetveninde forever.
Kære Anne
Du er bestemt heller ikke usynlig for mig!
Jeg er heller ikke vildt aktiv på Facebook. Liker indlæg, men kommenterer sjældent og poster nærmest aldrig selv noget. Hvis folk vil slette mig for det, skal de være velkomne!
Kære Anne. Jeg har gået og grublet lidt over dit indlæg. Jeg mister også Facebook- venner. Nogle gange går jeg også selv mine venner igennem og sletter nogen som jeg ikke synes jeg har et forhold til mere. Jeg har indtil nu haft en holdning om, at venner på Facebook er mennesker jeg kender fra virkeligheden, om det så er gamle klassekammerater fra folkeskolen, eks-kolleger eller nære og fjerne familiemedlemmer. Men mine venskaber i virkeligheden har ændret sig. Dem jeg tidligere betragtede som helt nære venner, er ikke dem jeg deler hverdagen med. Efterhånden føler jeg mig tit mere forbundet med mennesker jeg kender knap så godt, men som jeg deler interesser og værdier med. De kender ikke min fødselsdag, og har aldrig mødt mine forældre, men de ved hvor ondt det gør at miste sin hund eller hvor glad man kan være for en naturoplevelse. Derfor har jeg nu anmodet om dit Facebook-venskab, og det er helt i orden at kigge på uden at sige noget. Og selvfølgelig også at ignorere anmodningen :-)
Nu har jeg ikke facebook
men hvis de siger et (det ok du ikke er aktiv) og gør noget andet (sletter dig fordi du ikke er aktiv) så de vel ikke værd at samle på aligevel….. derfor må det stadig gøre ondt
alle vil selvfølgelig gerne have reaktion på det de skriver, men det bare ikke altid alle orker det selv om vi har set det der blev skrevet.
selv glemmer jeg alt for hurtigt, specielt ansigter og navne, så folk må leve med at jeg ikke kan huske hvem de er.
Kære Anne.
Jeg har ikke slettet dig som ven – men derimod slettet Facebook. Jeg tænker tit på dig, og håber du har det godt efter omstændighederne.
Kærlig hilsen Anna
Ha ha, Anne.
Du skulle lige vide at jeg -i frygt- har tjekket et par gange om DU har slettet mig siden jeg ikke ser noget for dig. Din fantastiske måde at beskrive din tilværelse på vil jeg godt nok ikke undvære. Om det så bare er et lille dryp ind imellem.
Knus fra Line73