Jeg blev født i halvfjerdserne, hvor anden verdenskrig var tæt nok på til, at det stadig fyldte meget. Det var noget forfærdeligt og meget chokerende noget at høre om for et barn, og der var så meget, jeg ikke forstod. Hvorfor havde folk ikke bare sagt fra? Hvorfor havde de ikke gjort mere modstand? Hvorfor havde de ladet sig manipulere? Hvorfor lod de dog en hel befolkningsgruppe blive forfulgt og pint og slået ihjel uden at råbe stop? Hvorfor var der nogen, der valgte at deltage i modbydelighederne uden at forstå, hvor forkert det var? Jeg undrede mig og tænkte meget på, at jeg i hvert fald ikke havde fundet mig i det. Jamen, jeg havde jo nok været en eller anden form for helt, som havde fået Hitler til at forstå, at han opførte sig meget dårligt, og han skulle stoppe og sige undskyld. Jeg ville nok også løfte næven af nazisterne og råbe min helt ærlige mening efter dem. Og jeg ville med sikkerhed bryde ind i alle koncentrationslejre og befri fangerne.
Jeg var et barn, og jeg hørte hele tiden folk sige ”aldrig igen”, så det var ret nemt at se mig selv i en helterolle, som jeg aldrig ville blive nødt til at bevise, at jeg kunne leve op til.
Nu ser jeg en del af det i virkeligheden. Hetzen mod visse befolkningsgrupper. Åbenlys racisme og afstumpethed. Jeg ser et sygt overforbrug af ord som landsforræder og fædreland. Jeg ser løgne og skræmmeretorik. Jeg ser, at anstændighed er blevet umoderne. Jeg ser det, og det udvikler sig så hurtigt, at modvinden slår mig ud.
Og hvad gør jeg ved det?
Jeg blokerer folk og sætter dem på min mentale sorte liste.
Jeg har aldrig før følt mig så magtesløs.
Hvad kan jeg gøre?
Hvad gør du?