I dag tænker jeg på min gamle ven. Jeg har ikke nogen åbenlys grund til at tænke på ham, men han har det med at dukke op i mit hoved. Så tænker jeg på, hvad han ville have lavet nu. Hvordan han havde haft det. Ville vi stadig kende hinanden. Der er også tidspunkter, hvor jeg synes, jeg får øje på ham på gaden, selv om han ikke har været i live siden den 30. juli 1996. Han var 24 år den sommer. Kun 24 år.
Vi havde snakket i telefon sammen om aftenen. Jeg fik ham til at love, at han ikke ville tage i byen, at han ville gå i seng og stå op og gå på arbejde, så vi kunne færdiggøre en opgave sammen. Vi lavede ungdomsjournalistik, og han var ikke nem at arbejde sammen med. Han ville hellere have det sjovt. Han ville hellere sidde nede i rygekælderen og ryge på sin pibe. Han ville hellere forsøge at flirte med pigerne, selv om det næsten altid endte med, at nogen bad ham om at holde kæft. Han var doven, han kunne være pisseirriterende, han var mild og hyggelig og sjov og meget usikker. Han var min ven, og den aften lovede han, at han ikke ville gå i byen.
Næste morgen var han død. Han blev fundet ved et træ, og ved første øjekast så det ud, som om han sad og sov. Men han var død. Han var tævet ihjel. Han var gået helt i stykker. Han levede ikke mere.
Jeg blev ringet op den morgen. Jeg skulle tale med politiet, som kunne se i hans telefon, at vi havde snakket sammen. Jeg skulle se det i nyhederne. Jeg skulle høre detaljerne. Jeg skulle skrige og græde og være forvirret. Jeg havde jo lige snakket med ham. Vi havde jo en aftale. Men han havde ikke overholdt den. Han var gået i byen, og på hjemvejen blev han tævet ihjel af en mand, som var så syg, at han ikke burde have været ude på gaden.
Det var en stor sag. Den var over det hele, i fjernsynet, på forsiderne, og jeg forsøgte hele tiden at lukke ørerne, lukke øjnene. Detaljerne var så forfærdelige, så grusomme, og han var min ven.
Med tiden var jeg nødt til at lytte og se lidt, og de beskrev ham og det tøj han havde på den aften. Det var det tøj, jeg havde købt sammen med ham i H&M. Det tøj han havde bedt mig om at hjælpe ham med at finde, fordi han gerne ville være pæn nok til at få en kæreste. Det var den bluse og de bukser, han havde på, da han stoppede med at leve.
I dag tænker jeg på ham, for det gør jeg ind imellem, og jeg ville ønske, at han vidste, at han er vigtig nok til at leve videre på den måde. At han er et godt minde. At han er savnet.
Hans navn var Thor, og han var min ven.
Anne Bredahl
Åh, du godeste, Anne. At du var helt tæt på den sag … på Thor …
I 1996 boede jeg med mine forældre og tre søskende i Risskov ved Århus. Mine forældre drømte om at prøve *noget andet* efter 25 år med studier & arbejde i Århus og drømmen blev kun forstærket af, at Århus på dette tidspunkt føltes som en tiltagende utryg by ved en stribe ubehagelige hændelser, hvor drabet på Thor stod som den værste. Smilets By var blevet til Voldens By. Mordets By. Mine forældre ville decideret gerne have deres børn væk fra byen og heldigvis havde Bornholm spændende jobs og et dejligt familiehus at byde på.
Men … drabet på Thor. Denne purunge mand. Denne meningsløshed. Jeg var kun 15 år, men på nethinden har jeg endnu billeder fra nyhedsfladen. De brændte sig ind. Både, da forbrydelsen endnu var omgærdet af mystik og da der kom større klarhed på, hvad der egentlig var hændt denne tragiske nat, var det en rystende sag. December kom og vi pakkede vores lille træhus ned, overgav det til nye (modige?) ejere og drog længst muligt østpå i Danmark med 170 flyttekasser og to katte.
I lørdags var jeg til fest med to århusianere og fik lov at “snakke Århus” i timevis – og faktisk talte vi om 1996 og hvordan det for min familie føltes rart at flytte fra byen på det tidspunkt. Og jeg tænkte på Thor. Og i dag læser jeg så denne dybt personlige beretning om ham. Hvad han har betydet for netop dig. Dét ramte virkelig – som så meget, du skriver, men anderledes.
Det gør mig af et varmt hjerte *virkelig* ondt, at du har oplevet dette dybt tragiske tab af din gode ven. Det gør mig dog samtidig en slags glad at vide, at Thor havde dig i sit liv – så hænger verden lige pludselig en smule bedre sammen. Tænk, hvilken livsgave! Det vil jeg indprente mig fremfor de uhyggelige billeder fra nyhedsdækningen og følelsen af meningsløshed: Han havde dig, du husker ham og du savner ham – og du fortæller verden om ham. Tak! <3
Jeg er så rørt over, at han er en, du stadig tænker på. Tusind tak for din historie.
Til bisættelsen sagde hans mor, at vi ikke måtte være bange for at gå ud, og jeg prøvede virkelig at lade være. Men når den slags sker, mens man er så ung og stadig i fuld gang med at blive formet inden i, så ændrer det hele ens verdenssyn.